Vi har ikke set det sidste piratangreb endnu
17.06.2010Piraterne hærger fortsat ud for Somalias kyst, de er blevet mere skruppelløse og tvunget til at løbe større risici. Men det er fordi anti-piratoperationerne virker. Sådan lød budskabet ved dagens piratkonference hos Center for Militære Studier
Når det danske flådeskib Esbern Snarre til august sejler til det oprørte hav ud for Somalia for at jage pirater, bliver det til en forandret situation.
Den internationale piratindsats har nemlig har en stor positiv virkning, siden Absalon i slutningen af 2008 drog af sted på sin første mission. Det fortalte chefen for Søværnets Operative Kommando (SOK) Nils Wang ved dagens piratkonference hos Center for Militære Studier.
- Antallet af kapringsforsøg er fortsat konstant, men der er langt færre kapringer, som rent faktisk lykkes i dag. Vi er blevet meget bedre til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så vi kan afværge kapringerne, sagde Nils Wang.
Han understregede også, at et af de helt store fokuspunkter fremover vil være, at ramme piraterne mens de stadig er på land.
- Vi har set, at det forstyrrer piraterne utroligt meget, når vi tager ind i deres havne og sætter deres moderskibe ud af spil. Så får de rigtigt svært ved at mobilisere succesfulde operationer, sagde Nils Wang og fortalte, at selvom piraterne fortsat opererer, så er de nu meget pressede.
- Vi har set små piratfartøjer helt ovre ved indiens kyst, og det er altså en rejse på 1.300 sømil. At de sejler så langt, er et tegn på, at de et tvunget til at løbe større risici, for det er ikke ufarligt at sejle så langt i de små både, sagde han.
Danmark har siden 2008 været engageret i anti-piratoperationer i vandene ud for Afrikas Horn. Piraterne, der kommer fra Somalia, truer de vigtige internationale handelsruter som også Danmark benytter sig af. Center for Militære studier holdt derfor piratkonference i dag, for at sætte fokus på problemerne såvel til vands som til lands.
Rederierne opruster
Udover chefen for SOK var vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen også inviteret til konferencen. Han talte om forholdene for søfarten i farvandet ved Afrikas Horn, og understregede, at det er meget vigtigt at fortsætte anti-piratoperationerne.
90 % af verdenshandelen rejser på et tidspunkt med skib, og alene Danmark sender fire til seks skibe gennem det pirathærgede område hver dag. Derfor har rederierne også tager deres egne forholdsregler i brug.
- Vi arbejder meget med at gøre vores egne forsvarsmidler meget synlige, for at afskrække piraterne fra at lave et kapringsforsøg, sagde Jan Fritz Hansen og viste billeder af en stor fjernstyret vandpistol, som kan bruges til at fylde piraternes små både med vand og tvinge dem til at vende om.
Udover de to talere, var der blandt andet også oplæg fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriets ambassadør i den fyldte sal på Københavns universitet, hvor konferencen fandt sted.




