Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Udsendte soldater mangler støtte fra familien

09.09.2010

Pårørende til soldater i krig er uforberedte på angst og bekymringer. De mangler overskud til at bakke de udsendte op. Det belaster soldaterne. Se hele rapporten.

Ny undersøgelse viser, at udsendte soldater undlader at ringe hjem, hvis de har haft en grædende mor eller kærreste i røret tidligere. Foto: Shutterstock

Hvordan opleves udsendelse til internationale missioner? Hvilke behov har den udsendte og familien? Det giver en ny rapport fra Det Nationale forskningscenter for Velfærd (SFI) indsigt i.

I modsætning til andre undersøgelser, har denne rapport rettet fokus mod både udsendte, deres pårørende og de tilbud, som forsvaret, det offentlige system og andre støttegrupper stiller til rådighed for disse personer. Undersøgelsen viser, at pårørende til soldater i krig er uforberedte på angst og bekymringer. De mangler overskud til at bakke de udsendte op, og det belaster soldaterne.

Manglende opbakning får konsekvenser

- De pårørendes reaktioner betyder meget, og alle soldater kan fortælle, hvordan de har set kammerater gå ned, efter at de har haft en grædende mor eller kæreste i røret. Den slags samtaler gør det umuligt for soldaten at koncentrere sig 100 procent om sit arbejde, siger forsker Jens Erik Kofod, der står bag rapporten.

Nogle soldater vælger derfor at lade være med at ringe hjem, fordi de ikke har overskud til at forsvare beslutningen om at deltage i international mission.

- Forsvaret råder de pårørende til at støtte den udsendtes beslutning, men vi kan se, at det er svært. Måske fordi der er langt fra at sidde til et informationsmøde til at stå i situationen, hvor man gennem medierne hører, at en dansk soldat er blevet dræbt, siger Jens Erik Kofod.

Forskerne anbefaler, at Forsvaret øger hjælpen til de pårørende ved for eksempel ved at matche pårørende med familier, som tidligere har haft en søn eller kæreste udsendt.

Sådan blev undersøgelsen til:

  •  Undersøgelsen er baseret på 44 interviews. Af disse 44 interview er de 20 gennemført med personer, der har været udsendt. De øvrige er pårørende og nogle af de aktører, som de udsendte kommer i kontakt med.
  • Interviewpersonerne er blev stillet to spørgsmål: 

Hvordan oplever udsendte, at udsendelsen har konsekvenser for deres liv før, under og efter udsendelsen?
Hvordan imødegås disse behov af Forsvaret og af det øvrige offentlige system?

 

Af Helle Sydendal, syd@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook