Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Sæt sindet frit med tanker og meditation

26.06.2012

Dokumentarfilmen ’Free the Mind’, tager fat på meditation og yogatræning som lindring af svære posttraumatiske lidelser. Noget, blandt andre mange udsendte soldater, lider af.

Instruktøren Phie Ambo kom helt tæt på, da hun for over et år siden, startede optagelserne til dokumentarfilmen ”Free the Mind”.
- Jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor tæt på, de lod mig komme. Det var jo en forholdsvis kort periode, jeg kunne følge dem, men de var meget imødekommende og åbne over for mig, fortæller Phie Ambo.
Filmen går tæt på et forsøg, professor Richard Davidson i forbindelse med sin forskning omkring hjernens påvirkning af meditation, foretager med mennesker, der er diagnosticeret med –eller har tydelige symptomer på post traumatisk stressyndrom, PTSD. Forskningsprojektet skulle undersøge ikke-medicinske metoder til at dæmpe PTSD-symptomerne, og medvirkende i projektet er blandt andre to amerikanske krigsveteraner, der har gjort tjeneste i både Irak og Afghanistan, og efterfølgende lider af svære psykiske problemer som søvnløshed, skyldfølelse og angst for åbne rum med mange mennesker.
- Jeg har længe været meget optaget af professor Davidsons teorier, og det ville jeg gerne lave en film om.  Men for at det bliver en god film, kræver det jo netop, at jeg kom så tæt på personerne som muligt uden at blive et forstyrrende element, forklarer Phie Ambo videre.

Grebet af angst og skyld
To soldater meldte sig straks som de personer, hun gerne måtte følge. Deres baggrunde og familieforhold var forskellige, men mange af deres oplevelser meget sammenlignelige, og begge led de voldsomt af skyldfølelse og ikke mindst søvnløshed, efter mange år som udsendte soldater i krigsområder.
At filmen overhovedet blev til noget, skyldes faktisk meget personlige oplevelser for instruktøren selv.  For nogle år siden, oplevede Phie Ambo, at hun selv pludselig blev grebet af angstfølelser og havde svært ved at sove. Hendes læge foreslog beroligende medicin, men hun syntes ikke rigtigt, at det hjalp, og hun begyndte derfor at kigge sig om efter andre alternative metoder.
Ud fra egen interesse og erfaring fik hun så lyst og inspiration til at lave en film om emnet, og her ville hun især gerne finde en kompetent person, der ud fra det rent videnskabelige og forskningsmæssige kunne fortælle om meditations indvirkning på eksempelvis stress og angst.
Under sin research kom hun forbi meditation som helbredelse, og under en konference i 2009 om ’mindfulness’, et begreb, der vel bedst kan oversættes som tanke-terapi i forbindelse med meditation, traf hun den amerikanske professor Richard Davidson.  Professoren havde selv praktiseret meditation i årevis samtidig med, at han som en af verdens dygtigste hjernespecialister, havde forsket videnskabeligt i emnet.
- Han var en af de første til at erkende, at man forskningsmæssigt stadig ved meget, meget lidt om hjernens funktioner og påvirkninger, siger Phie Ambo.
Ingen klar facitliste
Hans forsøg med de amerikanske krigsveteraner blev derfor også et projekt, Phie Ambo gerne ville lave en film om.
- Der bør altid stilles spørgsmål til materialet, og der er ingen klar facitliste. Det er blandt andet derfor, jeg foretrækker at lave dokumentarfilm. Jeg behøver ikke vide, hvordan historien ender, forklarer hun videre.
Hvordan det ender for hovedpersonerne, forsøgspersonerne Rich og Steve i ’Free the Mind’, er heller ikke til at vide. Men allerede flere uger henne i projektet, kan de begge fortælle om forbedringer i deres dagligdag. Meditationen og de øvelser de er gennem i forløbet, har hjulpet til, at Steve ikke længere lukker helt af, når han eksempelvis skal med familien i storcentret og spise i cafeteriaet.  Også Rich får færre søvnløse nætter, og han føler en mærkbar ændring i sit velvære.
- Jeg ved ikke helt præcis, hvordan det går dem i dag. Det er jo næsten et år siden, jeg færdiggjorde optagelserne. Men det er mit indtryk, at der er sket en påvirkning til det bedre i deres tilfælde. Men filmen viser også, at ikke alle nødvendigvis er lige modtagelige. Mange krigsveteraner har været ude for oplevelser, de reagerer meget forskelligt på. Jeg oplevede også, som jeg viser i filmen, at nogen fik forstærket disse oplevelser ved meditationen og øvelserne, så de ikke kunne rumme det lige nu, siger Phie Ambo.

Nummer to i en triologi
Som et ekstra, næsten selvstændigt islæt i filmen, portrætterer Phie også en lille adoptivdreng Wills, problemer med angst og vrede, der blandt andet har den konsekvens for ham, at han har svært ved at være sammen med andre børn, og slet ikke tør begive sig ind i en elevator. Som filmen skrider frem, følger vi pædagogernes arbejde med ham og hans fobier, også ud fra mindfulness-teorierne, og oplever den synlige effekt til det bedre, de har.
’Free the Mind’ er den anden film i en triologi, der i 2007 begyndte med ’Mechanical love’, der fokuserede på robotvidenskab og menneskers reaktion på robotters omsorg.
Filmen, der havde premiere 6. juni, kan ses i en række biografer landet over. Se nærmere om hvor og hvornår på: www.doxbio.dk

Af Helle Kolding, kolding@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook