Ready for take-off
26.05.2010Carsten Hald Jensen er klarmelder i Flyvevåbnet. Han er den sidste der tjekker, om Forsvarets F-16 fly kan flyve. Er han i tvivl, om et jagerfly er i orden, er han ikke i tvivl – så skal det fly ingen steder. Det er nemlig ham, som har det endelige ansvar. CS Bladet har besøgt Carsten Hald Jensen til en snak om jobbet, som kræver disciplin, god ordenssans og teknisk snilde.
Han giver tegn til, at piloten kan starte motoren. Et tungt brag skyder ud af bagenden på det grå F-16 jagerfly og omdanner det lille shelter, flyet står i, til et inferno af larm og lugten af brændstof. Mens den kvindelige pilot langsomt gasser op, taler hun i sin radio med Carsten Hald Jensen, som står nedenfor flyet.
Han er klarmelder for det elegante og dødsensfarlige F-16 fly, som har fået kaldenavnet E-606. Det er ham, som har klarmeldt E-606 her til morgen, og nu skulle det være klar til dagens flyvning. Flyet er gået grundigt igennem, og med piloten klar i cockpittet er alle procedurer næsten gennemgået. Pludselig gør han tegn til, at motoren skal slukkes igen. Med et bliver det lille mørke shelter fuldkommen stille, som stod flyet pludselig i orkanens øje. Der er noget galt, og Carsten Hald Jensen kan ikke sende flyet på vingerne, for som klarmelder har han det endelige ansvar for, at flyet er i orden.
Frihed under ansvar
Carsten Hald Jensen er konstabel i Flyvevåbnet. Det var lidt en tilfældighed, som fik ham til at søge job i Forsvaret, men udsigten til at han som udlært automekaniker skulle gå på et bilværksted resten af livet, fik ham til at vælge Flyvevåbnet. Her har han arbejdet som flymekaniker hos Fighter Wing Skrydstrup siden 1999. I 2002 blev Carsten Hald Jensen klarmelder. Et job han med det samme blev glad for.
- Det giver en meget stor tilfredsstillelse at skrue i et jagerfly frem for en Folkevogn. Det er bare mere spændende, men her er også bedre tid til at lave tingene ordentligt. På bilværkstedet skulle vi ofte lave tre eller fire store eftersyn på en dag. Her er det anderledes, for piloterne vil jo ikke op i en halvfærdig flyver, så de accepterer, at tingene tager den tid, de tager, siger han.
Spørger man Carsten Hald Jensen, hvad det bedste ved hans job er, svarer han - lidt overraskende – friheden. Hver morgen når han møder ind i "drillen" (Eskadrillen red.), får han at vide, hvornår flyet skal være klar til at lette. Herefter er det op til ham selv, hvordan han vil strukturere sit arbejde. Han skal sørge for at få udskiftet de mekaniske dele på flyet, som er i stykker, at dæk- og olietryk er i orden, og så skal han sikre sig, at softwarespecialisterne (Avionic) og våbenmontørerne (CAT) har gjort hvad de skal, før at flyet er klar.
- Jeg kan godt lide, at der er meget frihed under ansvar. Altså flyet skal jo være færdigt, men der er ikke nogen, der blander sig i, hvordan jeg arbejder, og jeg er ikke så afhængig af andre, siger han.
Når piloten er sendt af sted, forbereder klarmelderen sig på at modtage flyet igen, gå det igennem for fejl og sende piloten tilbage på vingerne. På en typisk arbejdsdag er der to til tre såkaldte flyvepas.
Teknisk snilde og ordenssans
At være klarmelder stiller store krav. Udover at kunne arbejde selvstændigt og disciplineret, skal man også have teknisk snilde, fortæller Carsten Hald Jensen.
- Jeg er ikke klarmelder, fordi jeg altid har været bidt af fly, men man skal nok have en fascination af det tekniske. Fly er meget komplekse, og der vil altid være noget, du ikke ved, siger han.
Det er i sidste ende klarmelderen, som sætter sin underskrift på, at flyet er klar til at lette. Derfor mener Carsten Hald Jensen også, at det er nødvendig med en god ordenssans.
- Det er mit ansvar, at alting er gennemgået, så arbejdet kan godt blive lidt omstændeligt, men det er også nødvendigt, for det er ikke sådan, at det er de samme ting, som går i stykker på flyene. Det kan være hvad som helst, og så er det vigtigt, at flyet bliver grundigt tjekket, fortæller han.
Er du i tvivl, er du ikke i tvivl
Tilbage i shelteret er piloten nu kravlet ned fra F-16 nummer E-606 igen. Flyet kommer ikke på vingerne nu, for under den endelige klarmelding ser piloten, at olietryksmåleren ikke registrerer olietrykket rigtigt. Carsten Hald Jensen tager ingen chancer og afbryder flyvningen.
- Vi ved ikke, om der er noget galt med olietrykket, eller om det bare er den sensor, der skal måle trykket, som er i stykker. Flyet kommer ikke af sted, før motorfolkene har ordnet fejlen, fortæller han, for som klarmelder er der en vigtig grundregel:
- Hvis man er i tvivl om noget, så er man ikke i tvivl. Så skal det fly ikke på vingerne. Nogle gange fejler flyet ikke noget, men det er bedre at holde et rask fly på jorden, end at sende et fly i luften, som ikke er helt i orden, siger Carsten Hald Jensen.
Inden olietryksmåleren undersøges, skal klarmelderen notere fejlen, og når fejlen er rettet, skal flyet klarmeldes igen.
E-606 er klar om en halv time
- Jeg er rigtig glad for at være her. Hverdagen er aldrig den samme, og der sker altid en masse herude, siger han.
Mens Carsten Hald Jensen venter på, at motormekanikerne får skiftet olietryksmåleren er det tid til at holde pause. De andre fly er af sted, og et par kolleger sidder og ser TV2 News i opholdsstuen, mens andre snakker sammen i det lille køkken. Carsten Hald Jensen er glad for kollegerne i Skrydstrup og er i det hele taget glad for sit job som klarmelder i "drillen", hvor han sagtens kan se sig selv i fremtiden.
