Portræt af sergent Nicolai Pedersen; Når man bare sidder og glor

PORTRÆT Selv de der ikke har set den, har hørt om filmen Armadillo. Et intenst indblik i de danske styrkers kamp mod talebanere og Al Qaeda, hvor filmfolk følger hold 7 under nogle af de hårdeste kamphandlinger, danske styrker har været udsat for.
En af de soldater var Nicolai Pedersen. Han havde kugler susende forbi ørerne og havde kamphandlingerne helt tæt på, som signalmand for en artilleriobservatør. Det var tilbage i 2009. Nu, i 2012, er Nicolai i Afghanistan igen. Det er derfor, han er soldat. Det er det, han er trænet til.

Hjemme i Billum
Ved siden af Nicolai sidder Louise. Vi sidder i stuen i deres hus i Billum, lidt uden for Varde. Et hus som er blevet købt imellem de to udsendelser, imens Nicolai har uddannet sig til sergent.
- Selvfølgelig savner jeg ham. Men der har til gengæld været en masse at lave med det nye hus. Så jeg har haft travlt med det, fortæller Louise.
Hun har valgt at anskue situationen på en praktisk måde. For når Nicolai ikke er der, så er Louise den enevældige dronning. En stilling der måske for nogle ville give ekstra bekymringer, men Louise takler det med ro og positive tanker.
- Jeg har aldrig boet alene før. Jeg flyttede direkte fra min mor og sammen med Nicolai. Men nu har jeg snart haft sammenlagt et år til at lære mig selv at kende under udsendelserne. Det tror jeg er en rigtig god ting, siger hun.
Faktisk er det, der skaber mest irritation Nicolai, når han er på leave. Han bryder Louises rutiner.
- Han er her jo ikke, og så klarer man det bare selv. Så det bliver pludselig mærkeligt, når han kommer hjem og vil hjælpe til. Man får lyst til at råbe, jamen jeg plejer altså at gøre sådan her!, siger Louise og griner til Nicolai.
- Jeg ved ikke, om jeg kan mærke, jeg ødelægger rutinerne, men jeg kan godt mærke, at jeg især er træls, når jeg for 10. gang spørger, hvor noget står i køkkenet, forklarer han og ryster lidt på hovedet af sig selv.
Heldigvis bliver det sjældent værre end det, fortæller de.
- Jeg vil helst bare slappe af, når jeg er hjemme og ikke planlægge for meget. Man behøver altså ikke besøge tante Grethe to gange, bare fordi man er på leave. Jeg får meget mere ud af bare at tage det, som det kommer og have tid til at gå ud og få en øl, hvis det er det, jeg vil. Det er de ting, jeg savner dernede. Friheden til at gøre, hvad man vil, siger Nicolai.

Lettere end sidste gang
En ny undersøgelse som fokuserer på partnere med børn har afsløret, at især tiden før udsendelsen er kilde til meget stress og problemer. Og til trods for, at Nicolai og Louise ikke har børn, kan Louise sagtens relatere.
- Jamen det føltes, som om du var væk hele tiden første gang! Det er jo nærmest fuldstændig booket et halvt år før. Det var heldigvis ikke så slemt den her gang, siger Louise, men bliver rettet af Nicolai.
- Jeg tror faktisk, der var mere denne gang, men du var bare mere klar til det, siger han.
Og man skal være klar over, at det halve års udsendelse på ingen måde er hele pakken. For det halve år op til udsendelsen er næsten lige så hektisk.
- Man skal vide, at det faktisk er et helt år man skal sætte af, siger Nicolai.
Meget af stressen over udsendelsen er i anden omgang heldigvis forsvundet. Det skete sammen med usikkerheden.
- Nu ved vi, hvordan vi kan kommunikere, og hvordan vi kommer i kontakt med hinanden. Det gælder om ikke at trække sig selv ned i kulkælderen, allerede før han tager af sted, men at holde ved at man nok skal klare den. Det er jo kun et halvt år, han er dernede, siger Louise.

Det nye er ikke nyt længere
I modsætning til sidste gang har selve udsendelsen heller ikke været så slem, fortæller Louise. For det første ved hun nu, hvad det er. For det andet er Nicolai ikke længere ude på patruljer, da han sidder i JFIG’en (Joint Fires and ISTAR [Intelligence, Surveillance, Target Acquisition and Reconnaissance] Group) som watchkeeper. Så ved Louise, hvor hun har ham, som hun siger.
Til gengæld er det ikke helt det samme for Nicolai. Hvor tiden sidste gang fløj af sted, fordi der var så meget action i 2007, og fordi alt var nyt, ser det nu anderledes ud.
- Sidste gang gik de første måneder på ingen tid. Men anden gang nåede jeg lige at lande i lufthavnen, før jeg tænkte, Satans der er længe til, jeg skal hjem, hvad laver jeg her?, fortæller han og fortsætter.
- Der er selvfølgelig nye opgaver. Sidst var jeg af sted som konstabel og nu som sergent. Men man har set Price, og man har spist maden og levet i ørkenen. Så det med nyt og spændende, det forsvinder hurtigt.
Og meget hurtigt sniger hverdagen sig ind. Selv i Afghanistan.
- Alle der er udsendt finder ud af, at der er nogle perioder, hvor der intet sker. Og når man sidder og glor i en sandkasse for 13. lørdag i stræk, så savner man dem derhjemme rigtig meget, siger Nicolai.
Han fik da også sneget sig med på en patrulje, da der var en sygemelding, for at få lidt variation. Men han ved godt, at familien helst ser ham bag murene og ikke ude og patruljere.
- Min far er meget glad for, at jeg har den stilling, jeg har. Min lillebror var hernede på sidste hold, så han var rigtig bekymret, fortæller Nicoali.

Den posttraumatiske soldat er ingen selvfølge
Den største bekymring for langt de fleste pårørende, udover hvad der kan ske under udsendelsen, er hvad det er for en person, man får hjem bagefter. Med soldater der flytter ud i skovene, væk fra alt menneskelig kontakt, og andre der vågner skrigende efter forfærdelige mareridt, er det ganske forståeligt. Men spørger man Louise, har hun fået lige det modsatte, da Nicolai kom hjem.
- Jo, han var lidt anderledes. Han var mere rolig omkring alting. Ting som lang kø var ikke noget, der kunne slå ham ud. Han tog lettere på tingene og havde mere den holdning, at det når vi jo nok. Hvis det ikke er livsvigtigt, så klarer vi det, fortæller hun.
Og samme afslappede holdning kendetegner også Nicolais egen beskrivelse, efter han kom hjem.
- Jeg kunne bare sidde i sofaen og være glad for at være i live. Det er svært at forklare, men jeg var tilfreds. Tilfreds og stolt.
En af hovedingredienserne, ifølge parret er, at de har kunnet tale om alt. I hvert fald alt Nicolai har måttet fortælle.
- Det har hjulpet, så ingen af os har brændt inde med noget. At jeg så ikke forstår halvdelen, af hvad han siger og bare sidder og nikker nogen gange, det er så noget andet, siger Louise og griner.

En udsendelse per grad
At senere udsendelser bliver meget sværere, hvis der først kommer børn ind i billedet, nikker begge til. Det kan man mærke på gutterne dernede, fortæller Nicolai. Især op til jul. Men det er en del af livet som soldat, og det er noget, de begge er indstillet på.
- Jeg ser udsendelsen som en svendeprøve. På teknisk skole lærer du at bygge et hus, og så går du ud i den virkelige verden og gør det. Det er det samme i militæret. Du bliver uddannet til en funktion, og så bliver du udsendt for at udføre den. Jeg har det sådan, at jeg gerne vil have en udsendelse for hver grad, jeg tager. Det virker naturligt. Også for at komme ned og afprøve de ting, man rent faktisk har trænet, siger Nicolai.
Og det har Louise også indfundet sig med.
- Selvfølgelig ville jeg helst have, han ikke tog af sted, men det er jo hans arbejde. Det giver jo også mig mere arbejde herhjemme, men jeg tror faktisk, det bliver hårdest for ham, siger hun.