Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Pirater bør kunne retsforfølges i Danmark

21.05.2012

- Og fremtidens forsvar vil bestå af færre hoveder og færre bygninger, lyder det fra de Radikales nye forsvarspolitiske ordfører

Zenia Stampe. Foto: Folketinget

 Forsvaret trænger til gennemgribende reformer. Det mener ordfører for de radikale, Zenia Stampe.
- Vi står over for store besparelser. Det er alle tiders chance for at gennemføre reformer, der gør forsvaret endnu mere tidssvarende, siger Zenia Stampe, og hun fortsætter straks;
- Jeg håber virkelig ikke, at man vil forfalde til at bruge grønthøstermetoden, men at man tør foretage en egentlig og brugbar prioritering. Vi skylder at fortælle forsvarets ansatte, hvad det så er, de ikke længere skal kunne. Zenia Stampe hilser en god diskussion velkommen om, hvorvidt Danmark skal have det samme store aktivitetsniveau som nu, nationalt som internationalt, og hvor det er vigtigst at fortsætte eller skære ned.
- Jeg er sikker på, at vi fortsat skal have alle tre værn, men jeg tror, at vi vil opleve de enkelte værn specialisere sig mere i retning af kortere og mere målrettede operationer efterfulgt af kapacitetsudvikling. For søværnets vedkommende vil områder som Arktis og Aden-bugten (pirateri.red) være væsentlige fokusområder, og for flyvevåbnet vil indsatser, som den vi nyligt så i Libyen, være muligt, forklarer hun videre.
Det er de enkelte værns specielle kompetencer, der nu skal gøres brug af i fremtidens forsvar. Blandt de spørgsmål, der derfor naturligt dukker frem er, hvad så med hæren efter Afghanistan? Her er den forsvarspolitiske ordfører i lighed med sine kolleger på tværs af partifarver mere usikker.
- Det er lige det. Skal vi satse på store landbidrag? Specialstyrker, der kan sættes ind i kortere tid på udvalgte mål eller instruktører og uddannelsesvirksomhed? Spørger Zenia Stampe og giver selv lidt af svaret;
- Efter min overbevisning må det være en kombination af korte og målrettede missioner efterfulgt af træning og uddannelse, som eksempelvis den vi ser vore styrker foretager nu i Afghanistan. Her har vi nogle store kompetencer, som vi bør gør endnu mere brug af fremover.

Sker rigtig meget
Zenia Stampe er ny i folketinget. Hun blev valgt ind for de radikale i Roskilde–og Næstvedkredsen og har allerede fået ansvaret for fem ordførerskaber, herunder forsvarsområdet.
- Jeg valgte selv området, fordi jeg synes, det er meget spændende. Selvfølgelig er der mange ting, jeg skal sætte mig ind i, men det er også udfordrende, og det er et område, hvor der sker rigtig meget lige nu, konstaterer hun smilende.
Hendes kontor ligger på øverste etage i den smukke gamle Proviantgård tæt ved Christiansborg, og hvor Rigsarkivet har til huse i de nedre etager. Her holder hendes partifæller og Dansk Folkeparti også til, og denne tidlige formiddag er der ivrig summen fra de små kontorer.
Og det er et udfordrende og i hvert fald meget bredt område, den unge politiker har kastet sig ud i med forsvaret. I disse uger er forsvarsudvalget og forsvarsministeriet travlt optaget med møder omkring forsvarets fremtid, samtidig med at medierne dagligt bringer den ene og anden historie om skjulte dokumenter, lækagesager, forsinket lukning af baser, manglende retsforfølgelse af pirater og så fremdeles. Men et står meget klart for Zenia Stampe. Hun har et stort ønske om, at folketinget allerede inden sommerferien vil kunne træffe en afgørelse for fremtidens forsvar.
- Jeg var ked af at erfare, at NATO først kommer med deres oplæg næste år. Det havde været godt, hvis vi havde haft det nu i vores nuværende analyser og diskussioner. Men de analyser, der er ved at blive udarbejdet nu og de resultater herfra, vi snart skal forholde os til, er jeg sikker på vil give os et godt værktøj. Det er dem, vi skal prioritere ud fra. Jeg håber, at vi inden sommer når at få en aftale, men tiden nærmer sig hastigt, og vi skal ikke presse noget igennem. Samtidig vil vi jo gerne være hurtige for at reducere tiden med usikkerhed for alle forsvarets ansatte, fortæller hun og tilføjer;
- Men det er så store beslutninger, at de ikke bare skal hastes igennem. De kræver en grundig gennemgang.

Bedst for forsvaret som helhed
Igen lægger hun ikke skjul på, at hun –og de Radikale, ser frem til en virkelig reform.
- At vi for en gangs skyld ser bort fra de lokale interesser. Jeg kan godt forstå, at det lokale har en høj prioritet for de enkelte folketingsmedlemmer. Vi er jo valgt lokalt. Men netop i denne sammenhæng bør man se mere på helheden, og hvad der vil være bedst for forsvaret som helhed, end på lokale interesser, understreger hun.
I modsætning til en række af hendes ordførerkolleger, er Zenia Stampe også parat til at retsforfølge udenlandske pirater i Danmark, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Det er dybt frustrerende, at vi må sætte så mange pirater på land igen. Især når det drejer sig om folk, der har skudt på vores soldater og vores skibe, og der er indsamlet tilstrækkeligt bevismateriale til en retssag, men hvor landene i regionen ikke vil påtage sig retsforfølgelsen. I de tilfælde synes jeg, at vi bør overveje at retsforfølge dem i Danmark med henblik på afsoning i Somalia, hvor vi er ved at bygge nye fængselskapaciteter., siger Zenia Stampe.
- Jeg undrer mig over, at vi har været så afvisende over for selv at retsforfølge dem, når nu vi har så god dokumentation for deres pirateri, lyder det tilføjende.
Og hurtigt kommer endnu en tilføjelse;
- De skal retsforfølges. Ellers bliver vi til grin!

Radikale mærkesager
Værnepligtens ophævelse er en ’gammel’ radikal mærkesag, og Zenia Stampe glæder sig over, at der nu synes at være et markant flertal for en suspension af værnepligten.
- I et professionelt forsvar spiller værnepligten ingen rolle, og der er en god økonomi i at ophæve værnepligten. Der er enkelte steder, hvor værnepligten stadig har en funktion, som i Livgarden, på Kongeskibet og i Beredskabet, men det må vi se på. Ellers mener jeg helt klart, at værnepligten bør afløses af frivillighed, fastslår hun.
- Forsvaret appellerer bredt, og vi kan være med til at gøre arbejdet i forsvaret til en succes, så der vil være en bred opbakning og søgen fortsat, kommer det yderligere fra den radikale forsvarsordfører.
Nu venter så beslutningerne. Med de til –og fravalg, det vil komme til at betyde for forsvaret.
- Et er sikkert, som det ser ud nu. Vi vil se færre hoveder og færre bygninger fremover. Og så håber jeg også, at vi vil se en højere grad af specialisering. Det ligger ude i den åbne forligskreds, og det bliver spændende. Men jeg er parat til at træffe de store beslutninger, indrømmer Zenia Stampe og nikker mod uret.
Endnu et møde venter forude.

Af Helle Kolding, kolding@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook