Militær flyhistorie i 100 år markeres på Amager
21.08.2012Kløvermarken er søndag omdannet til et sandt Mekka for flyentusiaster, der vil kunne mærke historiens vingesus over pladsen.
Det lyder utroligt, men i år er det faktisk 100 år siden, at det første militærfly lettede i dansk tjeneste. Det skal selvfølgelig fejres, og det bliver det efter alle kunstens regler. På søndag 26. august samles nemlig en række fly af mange forskellige typer og årgange på Kløvermarken på Amager.
Her bliver virkelig noget at se på, for både tekniske entusiaster, historisk interesserede, barnlige sjæle, flynørder og alle andre, med kærlighed til de flyvende maskiner og deres fantastiske historie.
Her vil være opført en række ’gamle’ hangarer, der rummer en masse spændende sager, lige fra gamle fly og bomber, til flyværksteder og maskinkanoner, flyverdragter og motorer.
Tillader vejret det, bliver der også fløjet over den store plads med en F-16 formation. Der vil i det hele taget blive en masse at se på, og der er fri adgang for alle. Det er ikke muligt at parkere på Kløvermarken, men man kan parkere på Holmen i nærheden.
Herfra vil der i øvrigt være shuttlebus til Kløvermarken hele dagen igennem. Der er åbent for udstillingerne mellem 10 og 15.


