Mange CS-medlemmer i Libanon
31.05.2010FN missionen i Libanon har en helt anden karakter end NATO missioner. - Men den er lige så vigtig, siger CS formand Jesper K. Hansen
Flyvevåbnets Combat Support Wing har ansvaret for det 150 mand store danske transport- og logistikbidrag, der er udsendt til Libanon. Det er en del af FNs fredsbevarende UNIFIL-styrke i perioden december 2009 til august 2010.
Sidst i november 2009 ankom de danske FN-soldater til Libanon, og 1. december 2009 overtog de ansvaret for UNIFIL-missionens transport- og logistikopgaver. Der er tale om såkaldte logistik-soldater, der ikke deltager direkte i patruljeringen langs grænsen. Soldaterne bringer f.eks. personer, mad, reservedele og materiel rundt i området.
- Det er anderledes at være en del af en FN-mission, siger Jesper K. Hansen, og forklarer:
- FN anvender ikke samme magt som NATO. I en FN mission er der to stridende parter, der er enige om, at FN skal være til stede. FN overvåger, at begge parter overholder en aftale om for eksempel våbenhvile, så der kan skabes en fredelig løsning.
- Det er denne type missioner, som Danmark typisk har været involveret i gennem tiderne – for eksempel på Cypern og Balkan.
Den primære opgave for det danske bidrag er at yde transportstøtte til de mange FN-lejre i det sydlige Libanon, som bemandes af mere end 12.000 soldater fra 30 nationer.
Danskerne bemander også brandstationen i lejren, servicerer de mange køretøjer og stiller med chauffører til ambulancer. Desuden opretholdes et bjærgningsberedskab, der rykker ud i tilfælde af, at et FN-køretøj havarerer i ansvarsområdet.
Det danske bidrag holder til ved Naqoura i det sydvestligste hjørne af Libanon, hvor FNs hovedkvarter for UNIFIL ligger. Lejren ligger tre kilometer fra den israelske grænse.
Økonomien er anderledes
- Der er stor forskel på økonomien i en NATO og en FN mission. Ved UNIFIL i Libanon stiller vi ikke ret meget materiel til rådighed. Det har FN stående dernede i forvejen. Derimod stiller vi mandskab til rådighed.
Når Forsvaret deltager i en FN mission, kommer en del af udgifterne retur fra FN. En FN mission koster altså ikke så meget som f.eks. missionen i Afghanistan.
- Men det gør den ikke mindre vigtig. Det er lige så vigtigt at skabe ro og orden i Libanon, siger Jesper K. Hansen.
