Leder: Nu kan det da kun gå fremad
28.06.2010Der er nu gået et år siden, jeg sidst ønskede god sommer - og hvilket år. Forsvaret har i den grad været eksponeret i medierne, men ikke altid på den gode måde, og det er en skam. For der er ellers mange gode ting at fokusere på
Forsvaret har et stort engagement både nationalt og internationalt. Hver eneste dag er danske soldater indsat forskellige steder i verden eller løser masser af opgaver i Danmark. Opgaver, som løses med stor professionalisme, engagement og entusiasme. En opgaveløsning, der roses alle steder fra, og vi danskere kan være stolte af.
Forsvaret er et brand, der ville være guld værd og garanteret skabe masser af goodwill i forhold til kunder og produkter – for en civil virksomhed. Men ud over at danske soldater har ydet og yder en kæmpe indsats, har forsvaret gennem det sidste år været inde i en noget turbulent periode.
Det har ikke altid været lige spændende at være forsvarsminister eller for den sags skyld forsvarschef. Der har i perioder været mørke og dystre skyer over forsvaret som institution og offentlig virksomhed. Det er dog ikke alle mørke skyer, forsvaret selv har genereret. Der har også været ude fra kommende faktorer, der har spillet ind, og som har været medvirkende til at gøre det sidste år til et år, der godt nok skal reflekteres over, men hvorefter blikket atter bør rettes mod fremtiden.
Det startede ellers godt. Vi fik en kommissionsrapport, der stort set anbefalede at videreføre det forsvar, der blev ”skudt” i gang ved forrige forsvarsforlig. Vi fik herefter et forsvarsforlig, der med bred politisk tilslutning gav flere penge til forsvaret. Alle, også CS, var positive og forventede ikke de store problemer med at implementere et nyt forlig. Det lå, i disse VM-tider, lige til højrebenet.
Så kom Jægerbogen. En god historie skrevet ud fra nogle oplevelser fra en udsendelse i Afghanistan. Forsvarets håndtering er for nuværende mundet ud i, at forsvarschef Tim Sloth Jørgensen valgte at træde af som forsvarschef, samt at to højtstående officerer og forfatteren til bogen står anklaget i sagen.
Med forsvarschefens exit fik Danmark senere på året 2009 en ny Forsvarschef, der straks gik i gang med at kigge på implementering af forsvarsforliget. Det var blevet udskudt på grund af jægerbogssagen. Det viste sig hurtigt, at forsvaret havde et stort underskud ved udgangen af det gamle forlig, et underskud forsvaret blev nødt til at reducere med forskellige tiltag, bl.a. ved at skære i aktiviteter, der ikke er direkte støtte til internationale opgaver. Det blev ret hurtigt klart, at økonomien i forliget heller ikke hang sammen. Sammenholdt med underskudet fra forrige forlig, så det sort ud.
I mellemtiden kom en gammel sag igen for dagen. En sag, der handlede om lækage i forbindelse med udsendelse af specialstyrker i Irak. En sag, der for nuværende har resulteret i, at forsvarsminister Søren Gade valgte at forlade sit embede som forsvarsminister, samt at der er sat en auditørundersøgelse i gang med at kulegrave.
Disse sager har til sammen gjort, at forsvarsforliget, her i skrivende stund - ét år efter - endnu ikke er implementeret. Det er bestemt ikke godt nok, det ved alle, så politikerne har travlt med at få forhandlet de indstillinger på plads, der er kommet fra forsvaret. Det skulle gerne give mulighed for, at vi før sommerferien har et forlig, der kan implementeres.
Om sagerne kunne være håndteret på andre måder, skal jeg ikke bedømme. Jeg kan kun håbe på i respekt for alle ansatte i forsvaret, at politikerne og forsvarets ledelse lærer af de ting, der er sket, så vi kan komme videre. Nu kan det kun gå fremad. God sommer til jer alle.
Leder fra CS Bladet nr. 5, 2010.
