Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Kaffen er klar - og netværket med hos dragonerne

28.06.2012

Pensionerede soldater fra dragonregimentet keder sig ikke, de har et bredt tilbud af aktiviteter, hvor kontakten til det gamle tjenestested er i fokus

Talrige som de røde hjerter i Jydske Dragon Regiments våbenskjold, er de organisationer og foreninger, som nogle af regimentets pensionerede befalingsmænd i dag er involveret i. For selvom man har trukket sig tilbage som aktiv soldat i majestætens klæder, kan man sandelig godt holde forbindelsen ved lige til sin gamle arbejdsplads, sit gamle regiment og ikke mindst gamle kolleger.
- Vi har et kaffemøde hver den 1. torsdag i måneden, hvor vi samles i messen på dragonkasernen og snakker løs et par timer. Det er ganske uforpligtende, men et godt afsæt til andre aktiviteter, fortæller Preben Christensen, pensioneret seniorsergent, og han fortsætter;
- Og der er mange aktiviteter her. Nogle er med i flere foreninger, nogle i nogle få, andre i mange, men her til vores torsdagsmøder kan man bare dukke op. Det kræver ingen særlig tilmelding.
Denne første torsdag i juni, hvor CS kigger inden for, er mellem 20 og 25 pensionerede befalingsmænd, -og det er mænd, for kvinderne er åbenbart ikke så nemme at tromle sammen, selvom de bestemt er velkomne, mødt frem til morgenbrød, kaffe og selvfølgelig ’en lille en til næsen’.

Ål ad libitum

Snakken går livligt fra starten og et af emnerne, der straks er på banen, er morgendagens arrangement. Her har ’fiskeklubben’ nemlig et arrangement, og det drejer sig ikke om at smide linen ud og hale ind, men derimod om en god middag hvor menuen er fisk. I morgen er det oven i købet ål ad libitum, og det er nok et par ord værd.
Når CS kigger forbi her i Holstebro, så er det ikke bare for at få en hyggelig kop kaffe men også for at høre mere om alle de aktiviteter, som seniorerne heroppe har gang i. Mange tjenestesteder har tilknyttet foreninger, hvor tidligere soldater er med. Men det er et imponerende netværk, netop de tidligere dragoner i Holstebro kan opbyde, og de giver gerne deres erfaringer videre.
- Netværk er vigtigt i alle aldre, og vi har stor glæde af vores. Men det kunne også være sjovt og udbytterigt at møde andre netværk i andre byer, opfordrer Preben Christensen.
Selvom strukturen for kaffemøderne er ret løs og uforpligtende, så har ’pensionisterne’ i dragonbyen også en formel forening, hvorfra forbindelserne til de mange andre klubber og foreninger spreder sig ud som ringe i vandet. Det er FOU Gamle Drenge, der både har generalforsamling og valgte bestyrelsesmedlemmer.

Anden formand på 50 år

Her er pensioneret seniorsergent Georg Hussmann formand. Kontinuiteten i foreningen understreges ved, at han rent faktisk kun er den anden formand i foreningens efterhånden lange historie. Til december fejrer de ’Gamle Drenge’ nemlig 50 års fødselsdag, og Hussmann har nu været formand i 25 år, samme periode som forgængeren. Men han tager gerne et par år mere, for det er jo skønt at have travlt.
En del af Gamle Drenges store netværk er etablererede foreninger og organisationer, der også findes i stort set alle andre større byer, såsom garderforeningen, hjemmeværnet og Forsvarsbrødrene.
Men der er også en del lokale forgreninger, som veteranklubben JDR, Veteranpanser JDR, Fiskeklubben, HKS Oksbøl og messeforeningerne.
- Mange af de Gamle Drenge her er således med i fem-seks andre foreninger, og det giver jo megen aktivitet, siger Georg Hussmann.
Både han og Preben Christensen understreger, at det er både fornøjeligt og givende at bevare kontakten til sit gamle tjenestested.
- Og vi har et rigtigt godt forhold til de kolleger, der arbejder her til dagligt, fortæller Georg Hussmann.
- Især har vi en god forbindelse til dem, der står for messen i dag. Vi bruger den jo også rigtigt meget, og det er min opfattelse, at det er populært, tilføjer han.
- Der er jo også en anden messekultur i dag, end tidligere, så de bruges ikke så meget af de dagligt tjenestegørende, og messerne skal da bruges, supplerer Preben Christensen.

Nyheder og gamle minder

Så det bliver de blandt andet af de Gamle Drenge, men også til mere private aktiviteter som fødselsdage, jubilæer og konfirmationer. Sergentmessen hos Jydske Dragonregiment i Holstebro er både lys og indbydende, og med god plads –også til større sammenkomster. Der er køkkenfaciliteter til rådighed og en bar, så mulighederne er mange.
- For os er det vigtigt at signalere, at selvom man er blevet pensionist, er der mange muligheder for at holde kontakten ved lige med gamle kolleger og tjenestestedet. Her hører vi, hvad der netop sker i vores regiment og forsvaret generelt, men kan også genopleve gamle minder og oplevelser, siger Preben Christensen.
Med de mange netværk der yderligere omgiver Gamle Drenge, er der altid et eller andet, der vil kunne interessere eller fange den enkelte.
- Der er i hvert fald mange muligheder. Man kan jo starte med at kigge indenfor til torsdagskaffe. Det er uforpligtende og en god måde at høre mere om os på, og vi taler om alt muligt, smiler Georg Hussmann.
Og det er altså den 1. torsdag i måneden, også i juli, at der er kaffemøde hos dragonerne. Kaffen er klar fra klokken 9.

Af Helle Kolding, kolding@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook