Ikke alle soldater er klar til kamp

Kamppausekompagniet Danmark er et krigsførende land. Det har stået klart siden 2001, hvor vi sammen med amerikanerne gik ind i Afghanistan. Det har vundet os stor anerkendelse især i den vestlige verden, og Danmark bliver rost af både europæiske og amerikanske allierede, som nogle af de absolut bedste til at udføre opgaven.
Faktisk de bedste, hvis man spørger Dr. Amin Tarzi, chef for mellemøstlige studier ved Marineuniversitetet i Virginia, som selv er tidligere soldat, og hvis familie er afghansk.
- Danskere er de mest effektive, bedst trænede og har det bedste udstyr. De løser frivilligt de sværeste opgaver og brokker sig aldrig, fortalte Dr. Tarzi i 2009 til et møde imellem forsvarspolitiske eksperter.
Ord som danske soldater kan være stolte af.
Men netop dette engagement, hvor danskerne opererer helt ude på frontlinjen, har konsekvenser i den anden ende. Værst er det, når en af vores soldater dør. Men næsten lige så slemt kan det være, når en soldat bliver såret. Det kan påvirke ham og de pårørende resten af livet. Det er derfor, at den danske regering i 2010 vedtog en veteranpolitik, som skal støtte op om de hjemvendte soldater. Det har blandt andet været grundlag for Veterancentret i Ringsted, samt en officielt flagdag, som er  5. september.

En pause fra kampen
På Antvorskov Kaserne er et andet selvstændigt initiativ sat i gang. Kamppausekompagniet er et kompagni for soldater med fysiske og psykiske skader. Her forsøger man at tage hånd om de, som har brug for hjælp, og skabe en så normal arbejdsdag som muligt for senere at sluse dem tilbage i de normale enheder. I Kamppausekompagniet tages der specielle hensyn, og som noget helt særligt er det muligt at få et flexjob eller være på deltid.
Kamppausekompagniet er som sådan en ny opfindelse. Men ideerne bag har længe eksisteret i det gamle 4. kompagni, fortæller Ditte Nonno-Nielsen, oversergent og kommandobefalingsmand. Og for hende er det en helt naturlig udvikling.
- Garderhusarerne har været hårdt ramt. Især hold 5, 7 og 9. Så vi har desværre et forholdsvist stort antal sårede. Det giver en masse kedelige eller hårde oplevelser, fortæller Ditte.
Selv har hun været udsendt 5 gange, så hun ved, hvad hun taler om. For 2 år siden kom hun til 4. kompagni, også kendt som syge-sårede kompagniet. Her gik en blanding af raske og syge, og der blev i forvejen taget ekstra hensyn. Men det var stadig et almindeligt kompagni med almindelige bestemmelser.
- På et tidspunkt fik vi fra ledelsen besked på, at kompagniet skulle udsendes. Der blev vi nødt til at trække i håndbremsen og sige nej. Det var ikke en mulighed med vores personel, fortæller Ditte.
Derfor var det en lettelse, da kompagniet også officielt blev tildelt rollen som kompagniet for sårede og ikke-kampklare soldater.
- Det gav et pusterum, så vi kunne fokusere på andre opgaver, siger Ditte.
Et af de vigtigste skridt imod at få skabt et godt arbejdsklima, var at sidestille psykisk og fysisk sårede. I et miljø som forsvaret kan psykiske problemer tit blive gemt væk under den militære facade. Nogle gange i mange år, før de så bryder ud. Men hos Kamppausekompagniet bliver der taget hensyn til, at alle ikke altid er med på samme niveau. Både fra ledelsens side, men også fra kollegaerne. For når alle er i samme båd, så motiverer de hinanden.
- Nogle ville måske være 5-10 år i et andet kompagni, før de så faldt fuldstændig fra hinanden og gik ned med flaget. Men her hjælper alle hinanden, og der er forståelse for, at energien altså ikke lige er der i dag. De andre har siddet i samme situation, og det gør, at de forstår, siger Ditte.

Plads til de sårede i hæren?
Det var dog fra start ikke nemt at tilpasse forsvaret til en mere omsorgsfuld tilgang.
- Mange steder blev vi mødt med holdningen, at kan man ikke arbejde som en normal soldat, så skal man fyres. Og så kommer vi jo ikke meget videre, siger Ditte.
Den indgroede soldatermentalitet bor dybt i de fleste indenfor hegnet. Og det er blandt andet også derfor Ditte mener, kompagniet har sin berettigelse.
- Hos veterancentret har de ekspertisen på området. Men herude har vi en mere ”grøn” tilgang til tingene. Vi ved, hvad det betyder, at være soldat. Det gør det nemmere, når vi snakker samme sprog.
Der er dog ting, som er markant anderledes end andre steder i forsvaret. Blandt andet at man skal kunne snakke åbent om sine problemer. Ikke noget der normalt bliver fremhævet som militære dyder. Her har det nok hjulpet, at den kvindelige hånd blev holdt under, mener Ditte.
- Det var en kvinde, der godkendte projektet, og jeg er kvinde. Vi har nok lidt mere fokus på de bløde værdier, fortæller hun.

Ledelse
Som Kommandobefalingsmand er Dittes job også en smule anderledes, end det ville være i andre kompagnier. For ud over at stå for den almindelige hverdag, har hun også været nødt til at involvere sig i den enkelte sårede soldat. I en periode var hun endda de facto sagsbehandler og måtte tage møder med kommune og forvaltning, da de professionelle på området ikke var tilstrækkelige.
- Jeg er selv uddannet social- og sundhedsassistent og har arbejdet i psykiatrien. Det har hjulpet en del. Vi prøver at yde den bedst mulige støtte. Vi er altså ikke socialrådgivere eller kommunesagsbehandlere, men vi prøver at yde en form for professionel omsorg, fortæller Ditte.
Hun har ligeledes deltaget i en psykiatrivejleder uddannelse for bedre at kunne sætte sig ind i den enkelte sag.
- Ideen er at skabe en hverdag, der giver mening, og omgivelser som kan støtte op om behandlingen, soldaten modtager. Der tages udvidet hensyn til aftaler med psykologer eller behandlere, og der gøres en ekstra indsats for at få folk til at møde op, fortæller hun.
Blandt andet er en bus arrangeret fra København, så de forskellige bliver hentet på deres adresse. På den måde bliver det både nemmere at komme af sted, og alle støtter op om at komme på arbejde. Ditte har også selv samlet folk op på vej til arbejde. Også selvom de nogle morgener ikke tog med. Det er en del af jobbet.
For at holde folk aktive er sammenholdet også i fokus. Der er blevet skabt en vane i kompagniet for, at man hiver fat i og engagerer hinanden. Blandt andet på kompagniets facebookside, hvor arrangementer bliver slået op og diskuteret.
- Det gør, at folk kommer med. Og måske er de så med på 3-4 dages øvelse, hvor de normalt kun har 2 dage på kasernen. Så på den måde er det godt for både os og dem, siger Ditte.
Tempoet for hver person kan dog være meget forskelligt. For imens nogle kommer tilbage efter års fravær, så kommer andre direkte fra en udsendelse. Det skaber en stor forskel, som man skal være opmærksom på.
- Vi bruger blandt andet idræt til at få folk i gang. Mange har siddet derhjemme i stuen. Det hjælper at komme i gang og røre sig. Det får folk ud af deres fastlåste position i sofaen, fortæller Ditte.
En forhindring som også kan stoppe mange er skydebanen. Lydene i sig selv kan være nok til at skræmme folk væk. Sammen med resten af kompagniet lokker Ditte dog.
- Vi spørger stadig, om de vil med. I det mindste så bare for at komme ud og være lidt med. Og for nogle går der ikke længe, før de er klar igen. Det er fantastisk at se, at en der for et år siden havde det meget skidt, nu står og hjælper de andre med en støttende hånd på skulderen.

Fremtiden
Kamppauserekompagniet er et nyt tiltag, men allerede nu ses det, hvordan det kan have en hjælpende effekt.
- Før troede vi, at de sårede havde godt af at gå op af raske mennesker. Men det viste sig hurtigt, at mange først mødte op, da de raske var væk. Det løsnede for presset, siger Ditte.
Hun kan derfor se et stort potentiale for kamppausekompagnier. Blandt andet ved livgarden, som også har været hårdt ramt under udsendelser. Men her bliver de sårede fortsat fordelt blandt de forskellige kompagnier
- De bliver lidt pakket ind i vat, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre med dem. Og så vælger man ikke at presse dem. Men der kan vi se, at vi får mange tilbage på banen netop ved at presse lidt på og få hul på bylden. Så bliver det også nemmere at komme tilbage, forklarer Ditte.
Og at der i fremtiden er brug for et kamppausekompagni ligger i kortene.
- Så længe vi har udsendte, bliver vi aldrig færdige. De sårede soldater, der har brug for det, skal over hvor, der er fokus på dem. Det er den bedste måde at sluse dem tilbage i trøjen igen, forklarer Ditte