CS INFO 6/2011: Hvad gælder, hvis du bliver ferieforhindret?
11.07.2011Og må du blive kaldt på arbejde i ferien? Få styr på reglerne, inden sommerferien begynder.
Er du syg, når din ferie begynder, har du ikke pligt til at begynde ferien. Du har ret til at få ferien udskudt, indtil du igen er rask. Det gælder også i de tilfælde, hvor dit tjenestested har ferielukket.
Første feriedag begynder mandag morgen ved arbejdstids begyndelse. Tager du på ferie allerede fredag eftermiddag, ændrer det ikke på, at ferien først påbegyndes mandag morgen. Bliver du syg i weekenden, har du ret til at udskyde din ferie. Hvis du bliver syg inden din ferie, skal du hurtigst muligt tage kontakt til din arbejdsgiver og fortælle, at du er syg og ikke kan holde ferie.
Syg i ferien
Bliver du syg midt i din ferie, er der ikke nogen garanti for, at du kan få feriedagene erstattet. Arbejdsgiver kan vælge at give dig erstatningsferie, men det er som udgangspunkt ikke en rettighed, du har. Hvis din ferie bliver udskudt på grund af sygdom, har du stadig ret til at holde ferie i tre uger i sammenhæng, også selvom du først kan holde den uden for hovedferieperioden. Der er kun tale om en feriehindring, hvis du selv bliver syg. Der er ikke tale om feriehindring, hvis det er din ægtefælle eller dit barn, der bliver syg.
Arbejde i ferien
Når ferien er fastlagt, kan ferietidspunktet som udgangspunkt ikke ændres – hverken af ledelsen eller medarbejderen. Ifølge ferievejledningen er det muligt for arbejdsgiveren at omlægge planlagt/varslet ferie, hvis ganske særlige omstændigheder gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren har brug for netop din arbejdskraft. Der skal således være tale om:
• der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
• den opståede situation har været upåregnelig/uforudsigelig for ledelsen
• det er nødvendigt, at ferien ændres for netop denne medarbejder.
Der skal således være tale om force majeure-lignende situationer. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt, at der f.eks. er sygdom blandt de tilbageværende medarbejdere.
Hvis en arbejdsgiver vælger at omlægge ferien uden din samtykke, skal det ske med tre måneders varsel, når det gælder hovedferie og en måned ved restferie. Når arbejdsgiveren ikke at varsle en omlægning inden for disse frister, skal du have en kompensation på 1,8 times betalt frihed for hver omlagt feriedag.
Er du allerede på ferie, når omlægningen sker, udgør kompensationen 3,6 times betalt frihed for hver omlagt feriedag.
Hvis en omlægning af din ferie medfører udgifter for dig, er din arbejdsgiver forpligtet til at holde dig skadesløs efter almindelige erstatningsretlige principper og dermed erstatte et eventuelt økonomisk tab.
