Hollywood tilstand i Libanon

Garuda,” siger de indonesiske soldater i vagten og gør honnør. Line Brock er på vej ud i danskernes ansvarsområde i det sydlige Libanon, og den indonesiske hilsen er velkendt. Den danske pige er i høj kurs.

 ”Det er jo lige før, de ruller den røde løber ud, når jeg ankommer,” griner Line Boock. Hun er udnævnt oversergent i Libanon og kolonnefører for et hold kørere i busser, ECM 4x4 biler og PLS (pakning, lastning og surring) lastbiler.
Hun har kun været i Libanon i kort tid, men har allerede fordrejet hovedet på de udenlandske soldater, der er en del af FN missionen UNIFIL.

”Jeg tror, at det har noget med attitude at gøre,” siger hun om populariteten.
Lines chef mener dog, at Line Boock har en naturlig autoritet, og at det er det, der virker over for andre. Line Boock selv er mere nøgtern.

”Jeg forsøger at være åben og smilende, og generelt er vi danskere kendte for, at vores attitude er god hernede. Så både i lejren og ude blandt lokalbefolkningen er jeg populær.”
Hun smiler. Hun havde ikke regnet med, at hun så hurtigt ville blive bemærket, men allerede nu er det sjældent, at hun viser ID til vagterne ved gaten. En lille lyshåret pige i en kæmpe lastbil vækker begejstring hos indoneserne.

”Asiaterne vil også gerne have taget billede med drengene. De er jo også nogle høje fyre modsat de små spinkle fra for eksempel Indien eller Indonesien eller Kina,” tilføjer hun. Det er ikke kun Line Boock, der er populær. De danske vikingers ry trives i Libanon.

Mission i 20 timer
Transportsektionen i det danske bidrag sørger for, at alle lande i UNIFIL transporteres fra deres lejr i det sydlige Libanon til lufthavnen i Beirut. En opgave, der ofte kræver, at de danske soldater er på mission i op til 20 timer. Selvom der ikke er fare på færde i form af vejsidebomber, er det langt fra let eller sikkert at køre på de libanesiske veje.

- Der er én regel, og det er, at der ingen regler er. Libaneserne løber over motorvejene, fordi de skal hentes af en pickup på den anden side, her er spøgelsesbilister, der i stedet for at køre frem til næste afkørsel, bare vender bilen og kører tilbage i mod trafikken, og så ser man også parkerede biler på motorvejen, knallerter og biler kører uden lys om natten. Det er ikke ufarligt, og man skal bare være på, når man kører, fortæller Line Boock.

De danske soldater kører ikke aggressivt for at kunne bevare det gode forhold til befolkningen, og ofte bliver FN bilerne passeret af utålmodige bilister, når de kører i de lange kolonner på vej til og fra Beirut.

Derfor bruger soldaterne enhver lejlighed til et hvil, for selvom en transport på en time ikke lyder af meget, så er alle sanserne i spil, når der køres, og det gælder om at være på mærkerne. De er blevet angrebet med sten og blændende laserlys, men heldigvis er det ikke hverdag, og de kører ifølge Line bare en anden vej eller ignorerer angrebene.

Man må improvisere
Det er Line Boocks opgave at finde ud af, hvad der taktisk skal ske i forbindelse med en transport. Det betyder, at hun skal vurdere, hvor de forskellige køretøjer skal placeres i kolonnen eller konvojen. Hun skal også vurdere landskabet og finde ud af, hvor mange af de 24 biler, busser og firhjulstrækkere, der skal med på opgaven. Men et er, hvad der bliver planlagt, og et andet når hun står foran en gruppe udenlandske soldater, og den container de skal flytte ikke helt er pakket som anvist, eller er en del tungere end hun har fået at vide. Så må man improvisere.

”Så står man der med alle sine talenter, og må forsøge at få det til at fungere.”

Stort ansvar
Hun er den første kvindelige kolonnefører, og på trods af alder, køn og grad, virker både chefer og kollegaer glade for den unge sergent. Tre år efter værnepligten sidder hun med ansvar for 24 køretøjer i en FN mission, men det er ikke det, der giver respekt. Det er hendes naturlige måde at lede og fordele arbejdet på.

Kortene soldaterne bruger til vejanvisning, er ikke de mest præcise, så en nyindkøbt GPS er guld værd. Men alligevel skal hun engang imellem ud og kontrollere terrænet, fordi der alligevel ikke er plads til en lastbil eller en bus, selvom vejen indikeres til at være en stor bred vej.

”Så står man der ude i området, og så er der kun en vej ud, og det er at hoppe ud og se med egne øjne, om der er plads,” siger Line Boock.