Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Forsvarsforlig: Plan for besparelser er OK

23.06.2010

CS formand erklærer sig overordnet tilfreds med listen over de kommende års besparelser i Forsvaret. Vi har hele tiden vidst, at der skulle spares, så det kunne have været meget værre, mener han

I går udtalte CS formand Jesper K. Hansen sig til TV2 News om CS holdning til implementeringsplanen for forsvarsforliget. Han er overordnet tilfreds med politikernes beslutninger.

- Det politikerne har besluttet er overordnet set tilfredsstillende i forhold til det, vi kunne have forventet, når politikerne sætter sig sammen. Vi har hele tiden vidst, at der skulle spares, så det kunne have været meget værre. Der er i øvrigt ikke noget nyt i udmeldingen om personel-effektiviseringerne. De besparelser, der nu er implementeret, er ikke anderledes end det, der var lagt op til i det oprindelige forsvarsforlig, siger CS formand Jesper K. Hansen.

Helt konkret kan man læse i forligskredsens implementeringsplan, at der skal skæres 9 % i støtte-strukturen og 3 % i den operative struktur.

- Det er et valg forsvaret har gjort – og det er selvfølgelig, fordi alle er fokuserede på den operative struktur. Men endnu en gang vil jeg fastslå, at det er ligeså vigtigt, at der er tilstrækkelig støtte hjemmefra, siger Jesper K. Hansen.

Det blev slået fast, at de store kasernelukninger er undgået, men såfremt der kommer til at ske afskedigelser, er CS formanden godt tilfreds med, at politikerne har pointeret, at det personel, der afskediges, skal behandles ordentligt og have rimelige vilkår.

- Jeg synes, at det er et vigtigt signal, som politikerne har sendt til forsvaret om, at afskedigelser skal ske på en ordentligt måde, ligesom man skal forsøge at indgå frivillige aftaler om aftrædelse, siger han.

Udsendte soldaternes sikkerhed bliver ikke dårligere
Et af kritikpunkterne omkring besparelserne i Danmarks internationale engagement har gået på, at de danske styrker bliver mere udsatte, når der er færre penge til materiel og uddannelse. Jesper K. Hansen understreger, at politikernes beslutning ikke vil gå ud over soldaternes sikkerhed i Afghanistan.

- Der er stadig sat penge og ressourcer af til operationen i Afghanistan. Især når det handler om at uddanne soldaterne så de kan imødegå og bekæmpe de vejsidebomber, som udgør en meget stor risiko for soldaterne dernede, siger han.

Men hele spareplanen er meget afhængig af, at Afghanistan får den rigtige udvikling, og det bliver muligt at Danmark får en anden rolle i landet. Fokus skal flyttes fra den kamprolle de danske soldater har haft indtil videre, og over til en mere tilbagetrukket rolle, hvor fokus er på uddannelse af de afghanske soldater og den civile hjælpeindsats.

Den nye aftale skal genforhandles i 2012, og dermed kan der stadig ske ændringer i besparelsesplanerne til den tid.

Af Helle Sydendal, syd@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook