Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Forsvaret til salg

21.02.2012

Nej, bare rolig. Det er ikke selve forsvaret, der er sat til salg. Men stort set alt, hvad forsvaret hidtil har rådet over af tjenesteboliger.

Grønningen 2 ved Kastellet i København er sat til salg. Foto: FBE

Gennem de seneste par år er adskillige mere eller mindre kendte bygninger således blevet sat til salg, efter at forsvaret besluttede at afhænde alle tjenesteboliger. Lige med undtagelse af et område, nemlig ’de gule stokke’ i Nyboder, også kendt som Christian den fjerdes Nybo’r huse fra 1600 –og 1700 tallet.

Den ’grå del’ af Nyboder, husene fra 1880’erne og 1890’erne er sat til salg nu, og seneste nye salgsskud på stammen, er så den historiske og smukke, samt ekstremt centrale adresse; Grønningen 2 ved Kastellet i København.

Sidstnævnte er også kendt som Smedehuset, og har rødder tilbage til 1663. Huset er opført i to lejligheder på i alt 208 kvadratmeter, men kan sagtens sammenlægges til et, og køber man huset, får man en bolig midt i København, uden naboer tæt på, men med voldgrav og spadserestier lige udenfor døren.

Kun et stenkast fra Østerport station og Kongens Nytorv. Huset er sat i udbud, så der foreligger ikke umiddelbart nogen pris, men højeste bud får huset. Da der er tale om et såkaldt ’fortidsminde’, er der dog en række restriktioner knyttet til boligen.

Det er der ikke nødvendigvis ved mange af de andre boliger, som forsvaret sætter til salg nu.
I årtier har forsvaret haft tjenesteboliger tilknyttet de mange garnisoner rundt om i landet, og det er altså dem, der nu sættes til salg på stribe.

For manges vedkommende sælges de til private, men flere steder har konsortier, og bygmestre også budt ind på ejendommene.

Alle ejendomme sættes til salg via Forsvarets Bygnings –og Etablissementstjeneste, der har hovedsæde i Hjørring. Det er også på deres hjemmeside, man kan se nærmere om de mange boligtilbud og tidsfrister for køb.

Af Helle Kolding,

Tip en ven UdskrivDel på Facebook