Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

FAGLIGT TEMA: TR-kursus 1 år efter - Det er gået strålende

20.12.2010

CS Bladet har talt med fire kursister, der var på TR kursus sidste år. De tre har haft glæde af kurset – og den fjerde blev klar over, at han skulle holde sig fra forhandlinger.

CS Bladet besøgte 17. – 21. august 2009 deltagerne på TR kurset på Kursuscentret Byggecentrum i Middelfart. Nu er der gået et år, og CS Bladet har ringet rundt for at tage pulsen på, hvor stor gavn kursisterne har haft af TR kurset.
- Det er et meget praktisk kursus, vi har kørt. Vi har skabt en masse fiktive forhandlingssituationer, så deltagerne har prøvet det af, som de skal ud og gøre i den virkelige verden, forklarede CS faglig sekretær og kursusleder Flemming Fage Sørensen tilbage i 2009.
- Det har heldigvis været et meget diskussionslystent hold. Og det er jo fedt, udtalte Flemming Fage Sørensen efter kurset for et år siden.
CS talte med fire kursister efter, de havde gennemført kurset og bragte det i CS nr. 6 fra 2009. Det er lykkedes at få fat i de samme fire kursister og høre, hvorledes de hver især har haft gavn af kurset efterfølgende.

Jack Plummer, 1. Eskadre

Det er nu over 1 år siden du deltog i TR-kursus. Har du kunnet bruge noget af det, som du lærte? Og hvordan er det gået?
Det er gået fint.

Hvad har du sat størst pris på, af det du lærte?
Det, jeg kan lide, er at få en opgradering af de forskellige bestemmelser, der er på området. Ja, generelt at blive rusket op i for mit vedkommende, da det er en del år siden, jeg sidst har været på sådant et kursus.
- Det er rart at blive opdateret, når man har kørt, som man plejer gennem lang tid. Rart med en genopfriskning. Det kan være svært at formulere rigtigt, men det er altså rigtig godt.

Har du haft et problem, hvor du har gjort brug af noget fra TR-kurset?
- Det er kun småtterier. Men stadigvæk bruger jeg nogle af fif’ne for eksempel i forbindelse med lønforhandlingerne.
- Alt i alt har det været positivt.

Peter Hadsbjerg, FFOS

Det er nu over 1 år siden du deltog i TR-kursus. Har du kunnet bruge noget af det, som du lærte? Og hvordan er det gået?
- Det er gået strålende. Og et uforbeholdent ja, jeg har absolut kunnet bruge noget af det, vi gennemgik på TR-kurset. Jeg var ellers rimeligt godt klædt på, hvad angår forhandling og så videre. Men det er uvurderlig viden og træning for rigtig mange af mine kolleger. Personligt har jeg ikke mindst fået bekræftet eller afkræftet nogle ting, ligesom jeg har fået rettet på nogle ting, man tror, man gør rigtigt.
- Når man sidder i en forhandling på kurset, koster det ikke noget. Det er godt, for så man tør tage nogle chancer. Og så er der nogen, der ser på én med andre øjne end én selv, for man tror jo, man gør det rigtige hver gang. Men det er jo ikke tilfældet.

Hvad har du haft mest glæde af, af alt det du lærte?
- Jeg har mest glæde af den feed-back, jeg fik på de øvelser, hvor vi gik ind og boksede i forskellige persontyper og cheftyper, og hvor der var forskellige agendaer for at prøve at nå et mål.
- Men også at vi derefter diskuterede de arbejdsmetoder og de redskaber, man kan tage fat i, og hvordan man virker i den sammenhæng. Det har virkeligt været superb, for det er jo ikke noget, man ellers kommer til. Der er jo ikke nogen, der sætter sig ned i dag for at lege sådanne situationsspil. Man går ind med den uddannelse, man har og tager situationen live.
- Så det er faktisk det eneste fora, hvor man kan få bokset sådan nogle ting af, og måske gå ud over grænsen. Bagefter kan man så sige: Hov, der var jeg ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Der er mange, der oplever det reelt, og som ikke har prøvet det i en øvelsessituation først. Der er mange af mine kolleger, der ikke har en kinamand-chance, når de skal ind og repræsentere et synspunkt for en medarbejder. Så står de overfor en hård banan, en ledertype som måske er lidt menneskefjendsk eller lignende. Jeg har trods alt en vis rutine fra i alt 25 års erhvervserfaring fra ejendomsmarkedet.
- Derfor kan jeg kun anbefale, at CS kører videre i samme gænge, og de to øvelseskompetente, som jeg kalder dem, nemlig Torben (faglig sekretær Torben Bratved, red.) og Flemming (faglig sekretær og kursusleder Flemming Fage Sørensen, red.) kører videre med samme stil. Og gerne lidt frækt og provokerende, så man kan få folk lidt op af stolene. For man behøver ikke være enige med dem i alt.

Har du haft et problem, hvor du har gjort brug af noget fra TR-kurset?
- Ja, jeg har ændret mig på et punkt, hvor jeg tidligere har været lidt hård. Jeg har lært, at man skal give lidt mere og ikke være for grådig i forhandlingssituationen. Så opstår der tit en konflikt, og det løser ingenting. Man skal give lidt mere, end man har lyst til for at nå et rigtigt godt resultat i den sidste ende. Og så skal man jo altid være troværdig, for købmandshandel, den holder ikke på den lange bane.
- Lederen for skolen har gjort ret meget for samarbejdsudvalget og for samarbejdsånden her på FFOS. Så problemerne her skyldes ikke toppen men mellemlederne. Altså majorerne, som jeg kalder dem, der har siddet lidt for lang tid og ikke rigtig fulgt med i samarbejdets ånd. Det har været med til at få en situation længere frem, end den ellers ville være kommet.
- Jeg kan forestille mig, at der er rigtig mange af mine kolleger, som bliver ramt på arbejdsvilkår og især noget med penge inden for Ny Løn og begreberne inden for det. Så ryger der jo typisk en tillidsrepræsentant med ind, og der får man brug for det, vi har lært på kurset.
Alt i alt er jeg meget positiv, jeg vil endda sige, det vil være en væsentlig mangel, hvis ikke CS kører videre med disse forhandlingskurser.
- Og så vil jeg sige, at hvis folk bruger det i udstrakt grad, som jeg gør, så er det ikke et kursus, som man kun tager én gang. Det er en tilbagevendende handling, når man er blevet lidt rusten i det – ikke i teknikken, men i grundlaget for det. Der kommer jo også hele tiden nye elementer og nye vinkler ind.
- Det er jo ikke altid, man får læst alt det nye fagstof op, som jo er hele grundlaget. Derfor  skal der være disse fora, hvor man diskuterer med kolleger fra andre værn og så videre.

Michael Arpe, FKIT

Det er nu over 1 år siden du deltog i TR-kursus. Har du kunnet bruge noget af det, som du lærte? Og hvordan er det gået?
- Jo, det er da noget, vi har kunnet bruge. Det er det da helt klart. Jeg synes, jeg har kunnet bruge det, selvom jeg kun er suppleant for tillidsrepræsentanten. Jeg er altså ikke tillidsrepræsentant for folk her på stedet, så er begrænset i forhold til tillidsrepræsentanten, hvor meget jeg er på.

Hvad har du sat størst pris på, af det du lærte?
- Sidste gang, der skulle forhandles engangsvederlag, blev det mig, der skulle stå for det. I den forbindelse fik jeg god glæde af kurset, vi havde om forhandlingsteknik. Det hjalp, så det gik faktisk rigtig godt. Så dét syntes jeg, jeg havde stor glæde af.

Har du haft et problem, hvor du har gjort brug af noget fra TR-kurset?
- Vi bliver brugt som bisidder i forbindelse ved forhandlinger om lokalløn, og der løber vi selvfølgelig ind i nogle problemer. Vi har en sag p.t. med et medlem, hvor der er tvivl om vedkommendes funktionsbeskrivelse. Og indledningsvis ville vedkommendes udstikker holde personlig samtale med vedkommende om kvalifikationstillæg uden funktionsbeskrivelse. For udstikkeren mente ikke, at det betød noget. Hvorefter den pågældende kontaktede mig.
- Jeg meddelte den pågældende, at det måtte vi lige finde ud af. Og det viste sig, at der er to funktionsbeskrivelser, der efter sigende begge er gældende alt efter hvem, der kontaktes. Den ene person i FPT siger, at den ene funktionsbeskrivelse er gældende og den anden (fra FPT, red.) siger, at den anden funktionsbeskrivelse er gældende.
- Og sådan har det kørt lidt frem og tilbage. Det har nu taget et år, hvor vi ikke har fået landet denne her endnu. Jeg må indrømme, jeg havde jo nok ikke været så firkantet og sagt, at det er et must, at vi har de her ting på plads, hvis jeg ikke havde været på kursus. Det kan meget vel være en konsekvens af, jeg havde været på det her kursus.
- Nu mener jeg helt klart, at vi skal sidde med det samme forhandlingsgrundlag på hver sin side af bordet. Ellers er det jo dømt til at gå galt på forhånd.
Og det vil sige forberedelse, forberedelse, forberedelse i et eller andet omfang. Det har nu taget et år, og det selvfølgelig problematisk, at det ikke er lykkedes FPT at komme ud med den endelige funktionsbeskrivelse endnu.
- Men vi må jo bare vente og se, ikke? Jeg har lige rykket dem igen for det her. Jeg har også kontaktet CS igen, som fremskaffede den ene funktionsbeskrivelse fra FPT.
- Problemet er, at ifølge den ene funktionsbeskrivelse skal vedkommende have håndværkertillæg og ifølge den anden funktionsbeskrivelse skal vedkommende være chefsergent.
- Derfor er det vigtigt, at vi sidder med det samme grundlag. Det kan de ikke rigtigt lige finde ud af derude. Derfor er den skudt lidt til hjørne, men vi skyder på dem. Men vi skal jo også passe på, hvor hårdt vi skyder, for vi skal jo snakke med ham (FPT, red.) om personlig kvalifikationstillæg bagefter. Så vi skal jo ikke være uvenner på forhånd.
- Det er sådan lidt hmmm! Nu er jeg nok lidt firkantet af natur. Men jeg havde nok været knap så firkantet, hvis ikke jeg havde været på TR kurset. Men dette her skal være på plads, inden vi sætter os til forhandlingsbordet.

Niels Mølleskov, Hærens Kampskole i Oksbøl

Det er nu over 1 år siden du deltog i TR-kursus. Har du kunnet bruge noget af det, som du lærte? Og hvordan er det gået?
- Jeg har ikke brugt det ret meget. For jeg fandt jo ud af derovre på kurset, at det slet ikke er mig at forhandle. Det har jeg slet ikke psyken til.
- Og jeg er heldigvis kun suppleant, så på det punkt har jeg en anden til at ordne det hele.

Hvad har du sat størst pris på, af det du lærte?
- Især det, der gik på det peronlige.
- Jeg har lært utrolig meget om mig selv, blandt andet det at jeg ikke er egnet til forhandling, hvilket jeg ellers troede. Men det fandt jeg så ud af, at jeg ikke var. Trods det, har den personlige udvikling været helt i top.

Har du haft et problem, hvor du har gjort brug af noget fra TR-kurset?
- Nej, men som nævnt er jeg suppleant. Og jeg erfarede på kurset, at jeg ikke egnet mig særlig godt til forhandlinger, så har jeg selvfølgelig prøvet at undgå at komme i sådanne situationer. Derfor er det også fint, at jeg kun fungerer som suppleant.
- Jeg kan kun sige, at det har været et godt og udbytterigt kursus, hvor jeg har brugt lidt af det, jeg har lært, her og der, når det har passet ind.

Tip en ven UdskrivDel på Facebook