FAGLIGT TEMA: Tjek din arbejdsmiljø-smiley
11.02.2011Sådan læser du oversigten over arbejdsmiljøsmileyer fra arbejdstilsynet
Datoerne på listen angiver, hvornår arbejdspladsen har fået tildelt deres smiley/øje af arbejdstilsynet.
Smiley’en/øjet på listen tegner derfor et øjebliksbillede af virksomheden. Smiley’erne viser ikke udviklingen over tid. En virksomhed med en grøn smiley kan godt have haft en rød eller en gul smiley.
En rød smiley betyder, at Arbejdstilsynet har været forbi din arbejdsplads og har givet arbejdspladsen en eller flere forbud eller rådgivningspåbud, som endnu ikke er efterkommet. Den røde smiley bliver grøn, når arbejdspladsen melder tilbage til arbejdstilsynet, at påbuddene er efterkommet.
En gul smiley betyder, at virksomheden har fået et strakspåbud, et påbud med frist, en afgørelse om psykisk arbejdsmiljø eller en afgørelse uden påbud. Den gule smiley bliver ligeledes grøn, når arbejdspladsen melder tilbage til arbejdstilsynet, at påbuddene er efterkommet.
En GRØN smiley betyder, at din arbejdsplads ikke har noget udestående med arbejdstilsynet.
Et GRÅT øje betyder, at din arbejdsplads er blevet screenet før smiley-ordningen trådte i kraft, men de skal læses som en grøn smiley (der dog kan have været rød eller gul inden eventuelle forhold blev bragt i orden).
Find selv listen
Du kan selv finde listen ved at gå ind på Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk og vælge ”søg efter grupper af virksomheder” i bunden af siden. Herved kommer der et skema frem, hvor du indtaster forsvarets CVR nummer (16287180) eller Beredskabsstyrelsens CVR-nummer (52990319 ), og vælger ”Søg alle virksomheder”.
Her kan du også trykke dig ind på de enheder, der har fået en smiley, og læse mere om begrundelsen bag.
Hvilken arbejdsmiljøsmiley har dit tjenested?
Skriv www.at.dk i din browser og tryk Enter. Voila, og du er inde på Arbejdstilsynets hjemmeside. Du får sikkert hurtigt øje på de fire smileyer – to glade grønne, en udtryksløs gul og en sur rød.
Herunder kan du vælge at indtaste forsvarets CVR-nummer, som er 16287180 eller Beredskabsstyrelsens CVR-nummer, som er 52990319.
Trykker du derefter ”Søg”, får du en liste frem med navn på tjenestested og en angivelse af hvilken farve smiley, Arbejdstilsynet har tildelt tjenestestedet ved besøget.
Men hvad skal man egentlig bruge dette til? Det har CS Bladet spurgt Hasse Mortensen fra Arbejdstilsynet (AT) om:
- Den væsentligste årsag til, at arbejdsmiljøsmileyerne er lagt på AT’s hjemmeside er for at synliggøre, hvordan virksomheden/tjenestestedet har arbejdet med sit arbejdsmiljø, før der kommer en screening. På screeningsbesøget laver vi en stikprøve på, hvordan arbejdsmiljøet ser ud på lige netop den dag, vi kommer. Det er resultatet af den undersøgelse, der bliver til en grøn smiley, hvis arbejdsmiljøloven er overholdt. Hvis den ikke er, bliver der tildelt en gul smiley eller en rød smiley, og tjenestestedet får samtidig en række forskellige reaktioner fra AT. Det kan være alt fra vejledninger, påbud med frister, strakspåbud og forbud.
Man kan altså godt være glad for at få en grøn arbejdsmiljøsmiley efter et besøg af Arbejdstilsynet. Men der er ingen grund til at juble.
Den grønne smiley tildeles altid, hvis arbejdsmiljøet lever op til reglerne, så den grønne arbejdsmiljøsmiley burde alle arbejdspladser betragte som en selvfølge.
