FAGLIGT TEMA: Grøn smiley skal være en selvfølge
11.02.2011Man skal da være glad for at få en grøn arbejdsmiljøsmiley efter et besøg af Arbejdstilsynet, men der er ingen grund til at juble. Den grønne smiley tildeles, hvis arbejdsmiljøet lever op til reglerne, så den grønne arbejdssmiley skal være en selvfølge. Derimod kan ledelsen græmme sig godt og grundigt, hvis farven på arbejdsmiljøsmileyen er gul eller rød, for så er arbejdsmiljøloven ikke overholdt.
Det bærende princip i arbejdsmiljølovgivningen er, at arbejdsmiljøproblemer skal forebygges. Får man en gul eller rød smiley, har man ikke fulgt loven.
Men giver arbejdsmiljøsmileyen altid et fuldt og klart billede af tjenestestedets arbejdsmiljø?
Nej. En grøn smiley er nemlig ikke altid et bevis på, at alt er lutter lagkage på arbejdspladsen. For det første kan der være gået mange år siden, Arbejdstilsynet sidst var på besøg, og hvis ledelsen ikke løbende sørger for, at arbejdsmiljøloven overholdes, kan det være gået galt siden. For det andet kan det være, at Arbejdstilsynet ikke har set hele arbejdspladsen, men kun få dele af den. Derfor kan der sagtens være arbejdsmiljøproblemer på for eksempel værkstedet, selvom Arbejdstilsynets har været i kantinen og uddelt en grøn smiley der.
For det tredje kan en rød smiley dække over en enkelt ting, der er let at bringe i orden, eller være resultatet af mange ting, der har været noget galt ved.
Tjenestestederne har været svære at finde
Et andet problem, der godt nok er ved at være løst nu, er, at Arbejdstilsynet bruger de såkaldte CVR-numre som udgangspunkt for deres uanmeldte besøg på virksomheder – også på forsvarets tjenestesteder.
Da forsvaret har et fælles CVR-nummer, har det været ret uoverskueligt for Arbejdstilsynet at vide, hvor de skulle screene.
- Derfor har vi haft svært ved organisatorisk at sikre, at vi fik screenet alle enhederne i forsvaret. Vi har simpelt hen ikke vidst, hvor vi skulle finde dem, siger Hasse Mortensen, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet.
Men det er snart et overstået kapitel. I forsvaret er der nu oprettet såkaldte P-numre under henholdsvis forsvarets og beredskabsstyrelsens CVR nummer.
Vi er ved at være i havn nu. De fleste tjenestesteder skulle efterhånden være på listen med P-numre, men vi ajourfører den løbende, siger Jimmy Jensen, der er chefkonsulent i Forsvarskommandoen.
Han forklarer, at grunden til, at numrene ikke er kommet før, ikke er fordi forsvaret ikke har ønsket at give hvert enkelt tjenestested et nummer. Det har bare ikke været muligt.
- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der står bag CVR-numrene, har ikke tidligere tilladt os at oprette så mange P-numre, fortæller Jimmy Jensen, der er godt tilfreds nu:
- Vi spiller med åbne kort og ser gerne, at Arbejdstilsynet kommer ud på alle arbejdspladser, og efter vi har oprettet de nye P-numre, skal Arbejdstilsynet ud og screene alle tjenestestederne en gang til. Jimmy Jensen oplyser også, at forsvaret lægger alle påbud fra Arbejdstilsynet ud på Arbejdsmiljøportalen, så alle kan se dem.
Find påbuddene på Arbejdsmiljøportalen på KFI, Koncernfælles intranet, som du finder på FIIN.

