FAGLIGT TEMA - Få styr på forsikringerne - også som pensionist
03.05.2010Hvordan er du dækket, hvis ulykken er ude eller en alvorlig sygdom, rammer dig? Mange er ikke klar over det, men medlemmer af CS har gode muligheder for attraktive forsikringsordninger, også når pensionen er begyndt.
Det er ikke altid, man tænker over, hvordan man er dækket, hvis en ulykke eller en sygdom indtræffer, men forhåbentlig har man nogle gode forsikringer. Når ens 60 års fødselsdag nærmer sig, er det tid til at tage stilling til sit medlemskab af CS og de forsikringer, der er mulige at beholde og tegne.
Vælger man for eksempel at betale seniorkontingent i CS, beholder man medlemskabet til en lavere pris og modtager CS-bladet, ligesom der er mulighed for at fortsætte den frivillige forsikring og sundhedsforsikringen, som dækker, indtil man er fyldt henholdsvis 65 år og 70 år.
Der er tre typer medlemskaber, som man skal tage stilling til, før man bliver 60 år. Den ene er almindelig/uændret kontingent med forsikring, den anden type er seniorkontingent med forsikring og den tredje er pensionsistkontingent uden forsikringer.
Ring og få rådgivning
Det er CS’ forsikringskonsulent Kirsten Flindt, man får i røret, hvis man har spørgsmål til sine forsikringer, når man skal pensioneres. Hun rådgiver om mulighederne ud fra de ønsker, man har som pensionist.
- Alle modtager et brev fra mig, inden de fylder 60 år, hvor de får forklaret de forskellige muligheder. For eksempel kan man blive pensionistmedlem uden at fortsætte med alle forsikringerne, men dog stadig fortsætte med ulykkesforsikringen i RUNA som frivillig ordning, hvis man ønsker det. Der er mange, der ikke tænker over det, så derfor gør vi meget ud af at forklare de forskellige muligheder, siger Kirsten Flindt og forklarer:
- Fordelene ved blandt andet at fortsætte den frivillige sundhedsforsikring er, at den kan fortsætte til man er 70 år til den lave gruppepræmie. Det skal dog bemærkes, at forsikringerne skal være tegnet før man bliver 60 år. Sundhedssikringen kræver ikke en helbredsundersøgelse før tegning.

