FAGLIGT TEMA: Bliv arbejdsmiljørepræsentant
11.02.2011Flere fordele ved at være arbejdsmiljørepræsentant – hvis du ellers husker at informere om din titel.
Det er ikke udelukkende hårdt arbejde at være arbejdsmiljørepræsentant. Der følger de samme goder med titlen, som der gør for tillidsmændene. Det eneste, det kræver, er, at du husker at give dine ledere besked på, at du er blevet valgt til posten.
Som arbejdsmiljørepræsentant er din opgave at være bindeled mellem dine kollegaer og ledelsen, det gælder både de fysiske og psykiske arbejdsforhold på arbejdspladsen.
Som arbejdsmiljørepræsentant er du til gengæld sikret de samme rettigheder, som tillidsmændene nyder godt af. Det vil sige, at så længe du er arbejdsmiljørepræsentant, er du beskyttet mod afskedigelse og andre forringelser af dine forhold. Men; du opnår kun rettighederne, hvis du har informeret din ledelse om, at du er valgt som arbejdsmiljørepræsentant – så sørg for at gøre det med det samme.
Din arbejdsgiver skal desuden sørge for, at du får den tid stillet til rådighed, som du skal bruge til at kunne varetage dine pligter i arbejdsmiljøarbejdet. Han eller hun skal også gøre det muligt for dig at få den fornødne viden om eller uddannelse i arbejdsmiljømæssige spørgsmål. Derudover skal du have mulighed for at kunne deltage i planlægningen omkring arbejdsmiljøspørgsmål på arbejdspladsen, og endelig skal du, hvis I er flere arbejdsmiljørepræsentanter, have mulighed for at koordinere dit samarbejde med de andre arbejdsmiljørepræsentanter.
Valgt for to til fire år af gangen
Du bliver valgt som arbejdsmiljørepræsentant for minimum to og maksimum fire år ad gangen alt efter aftalen på din arbejdsplads. Som arbejdsmiljørepræsentant sidder du valgperioden ud og kun i de tilfælde, hvor du har forladt arbejdspladsen eller været fraværende på grund af orlov/sygdom eller andet i en sammenhængende periode på fire måneder eller derover, kan der vælges en ny arbejdsmiljørepræsentant for resten af perioden eller for en ny periode.
Som arbejdsmiljørepræsentant repræsenterer du alle ansatte uanset faggruppe, og uanset om de er medlem af en faglig organisation eller ej.
