Forsvarsforlig: Enighed om besparelser
22.06.2010Partierne bag forsvarsforliget er enige om, at der skal spares 1,4 mia. kroner på forsvarsbudgettet. Det oplyste forsvarsminister Gitte Lillelund Bech tirsdag 22. juni.
Partierne bag forsvarsforliget - alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten - er nu blevet enige om besparelser på forsvarsbudgettet på 1,4 milliarder kroner. Aftalen indebærer blandt andet reduktion af antallet af værnepligtige med 1000 i en midlertidig periode.
Derudover skal der spares 540 millioner kroner ved at trække sig ud af tre planlagte Nato-projekter, hvilket er stik i mod anbefalingerne fra Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens.
Partierne udskyder samtidig besparelser for 1,6 milliarder kroner i tre år.
Kort overblik over Implementering af Forsvarsforlig 2010-2014
Den grundlæggende forudsætning for implementeringen af Forsvarsforlig 2010-2014 er, at den i forliget aftalte økonomiske ramme skal overholdes.
Der kan kun igangsættes anskaffelser eller andre udgiftskrævende initiativer, når der er sikkerhed for, at der er finansiering hertil på kort og lang sigt.
Der gennemføres en ”midtvejsevaluering” af forligsimplementeringen i foråret 2012.
Personaleeffektiviseringen, der blev aftalt i 2009, planlægges gennemført som en reduktion på ca. 9 % i støttestrukturen og ca. 3 % i den operative struktur.
Udover de i forligsteksten nævnte reduktioner og nedlæggelser gennemføres der følgende yderligere tiltag:
- Midlertidig tilpasning af værnepligtsindtaget.
- Udeladelse af opbygning af en tredje fregatbesætning.
- Udeladelse af opbygning af en tredje kampvognseskadron.
- Nedlæggelse af artilleripejleradarsystemet ARTHUR.
- Justeret deltagelse i NATO-projekter, herunder AGS-projektet.
- Afhændelse af Kuglegården på Holmen og flytning af Forsvarsstaben mv.
- Udfasning af alle Standard Flex fartøjer.
- Effektiviseringer, omprioriteringer og eventuelt reduktioner af investeringsrammer på materiel- og etablissementsområderne.
- Antallet af totalforsvarsregioner og hærhjemmeværnsdistrikter reduceres til henholdsvis 3 og 12.
- Der er behov for at anvende ekstra midler til forsvarets yderligere tiltag på veteranområdet.
- Forsvaret iværksætter i f.m. implementeringen en række tiltag, der øger sikkerheden og beskyttelsen af udsendte styrkebidrag.
- Konkurrenceudsættelse skal kun skal finde sted, hvis det medfører en samlet set bedre løsning for forsvaret.
