Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

CS langer ud efter EU

27.08.2010

Soldaterne gør, hvad de skal i Afghanistan, hvorimod der mangler både evne og vilje fra EU og de civile organisationer, der opererer i landet. Så klar er meldingen fra Jesper K. Hansen, der er formand for CS, forsvarets største fagforening. Han langer ud efter Udenrigsministeriet og EU, der efter hans mening skal være mere aktive i forhold til Afghanistan.

-Både EU, Udenrigsministeriet og de civile organisationer til at være mere aktive i forhold til Afghanistan, siger CS formand Jesper K. Hansen.

De mange milliarder kroner, som det internationale samfund har brugt på bistand til Afghanistan, har en tvivlsom effekt. Godt og vel 200 milliarder kroner, som det internationale samfund indtil videre har brugt på at genopbygge det krigsarrede Afghanistan, har ikke haft nogen særlig effekt. Det fastlår en ny analyse fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der offentliggøres i dag.

- Det er rigtig ærgerligt, siger formand for CS, Jesper K. Hansen. Trods det triste budskab er han tilfreds med, at kritikken for en gangs skyld ikke rettes mod soldaternes indsats.

- Når man hører, at det går skidt i Afghanistan, så hører man normalt altid om forsvaret. Men soldaterne gør, hvad de skal i Afghanistan. De skaber det rum, der skal til, for at andre aktører kan træde ind og viderebygge sikkerheden. Det rum bliver bare ikke udnyttet optimalt. Så vi kan kun sige til de andre: Kom nu i gang, skab nu noget fundament for, at det afghanske samfund kan opbygges, siger Jesper K. Hansen, der er formand for Danmarks største militære fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS).

Formanden er blandt andet utilfreds med, at det hverken er lykkedes at fremskaffe de 400 politibetjente, der skulle indgå i EU-politistyrken i Afghanistan (EUPOL), eller fuldt ud at udnytte den politistyrke, der nu engang er der. Ud af de 22 medlemslande, der har sendt politi af sted til Afghanistan, er det kun i en håndfuld af medlemslandene, at forskellige nationale restriktioner ikke hindrer de udsendte betjente i at arbejde frit i hele Afghanistan.

EU bryder løfte om politimænd

EUPOL blev indsat i Afghanistan i juni 2007 med det mål at træne og uddanne et afghansk politikorps. Tidligere i år anmodede både daværende chef for EUPOL, Kai Vittrup, og chefen for CPCC (Civilian Planning and Conduct Capability) i EU, Kees Klompenhouwer, EU-parlamentarikerne om at få sendt det antal politimænd af sted til Afghanistan, der var planlagt ved starten for tre år siden. Et ønske, der stadig ikke er indfriet.

- Soldater er til soldaterarbejde. Det er politi, der skal sættes ind i forhold til politiopgaver. Man kan sende nok så mange soldater derned, men hvis de andre aktører ikke kan skabe tålelige forhold i de områder, som forsvaret går ind og sikrer, så kommer vi heller aldrig videre, siger CS-formanden Jesper K. Hansen. 

Harald Haendel, der er talsmand for EUPOL, siger, at man i EUPOL selvfølgelig håber på flere politimænd, men at man ikke længere tror på det.

- Det tætteste, vi kom på målet, var sidste måned, hvor vi var oppe på 297 politimænd. Nu er vi nede på 270 igen. Ingen i den europæiske union tror længere på, at vi vil nå de 400, fortæller Harald Haendel og forsætter,

- Hvis vi havde flere polititrænere og flere politimentorer, ville vi selvfølgelig kunne gøre et bedre job.

CS-formanden ønsker en mere aktiv indsats 

- Når vi nu ser på den udvikling, der er i Afghanistan og så hører de udmeldinger, der kommer, senest i forhold til de hjælpeorganisationer, der er dernede, og også i forhold til EU’s manglende evne og vilje til at sende politi af sted, så kan man godt forstå, at det er svært at få tingene til at hænge sammen i Afghanistan, siger CS-formanden Jesper K. Hansen.

Medforfatter på analysen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), seniorforsker ved DIIS Lars Engberg-Pedersen, oplyste i P1-morgen, at effekten af bistanden er tvivlsom, samt at rapporten peger på, at op til en tredjedel af de 200 milliarder kroner, der er givet i bistand fra det internationale samfund, er blevet brugt til at aflønne og sikre et meget stort korps af udsendte rådgivere.

- Den civile indsats er utrolig vigtig, for soldaterne kan ikke gøre det alene. Hvis man isoleret set kigger på forsvarets opgave dernede, så bliver den jo løst. Soldaterne dernede skabe de rammer, der skal til, for at andre kan komme ind og gøre en indsats af mere civil karakter. 

- Men her mangler vi simpelthen vilje og evne til at gøre noget. Vi skal have EU, Udenrigsministeriet og de civile organisationer til at være mere aktive i forhold til Afghanistan, siger Jesper K. Hansen.

Af Jeanette Frank, jfrank@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook