CS 2. Næstformand: En helt igennem perfekt oplevelse

MED CS Hold 12 har haft en rolle mediator for overgangen mellem to operationsformer, nemlig fra ren kamp under dansk kommando til mentoring og træning og mindre kamp under britisk kommando, som vil være virkeligheden for Hold 13.

Det har især været en stramning af ROE (engagementsreglerne), som har været kilde til frustrationer hos flere af de medlemmer, jeg har lejlighed til at tale med under besøgene i lejrene. Ikke mindst de rejste sigtelser mod flere officerer i forbindelse med kamphandlinger får stemmerne til at ændre leje.

Mange står uforstående overfor disse stramninger fra Auditørkorpsets side, og de føler, at Taliban får flere og flere esser på hånden, mens danskerne og deres engelske og amerikanske kollegaer udsættes for unødvendige risici, når de skal bevæge sig rundt i terrænet, idet IED truslen kun dæmpes, når bl.a. udlæggerne, sættes ud af spillet, hvilket begrænses af de strammere ROE og definitionen af disse i kampøjeblikket. Der er stor forskel, siger en af befalingsmændene, på den måde, jeg og mine svende kæmpede mod fjenden på Hold 7 og den meget restriktive måde vi kæmper på i dag.

Vi udsætter os for større fare, idet fjenden skal engagere os først, selvom ingen er i tvivl om deres fjendtlige hensigter. Og jeg spørger senere mig selv i en stille stund i mørket under det dæmpede stjernelys, hvor konturen af vagttårnet svagt anes, hvordan balancen mellem anvendelsen af disse strammere engagementsregler og den risiko soldaterne udsættes for findes – i mine øjne vil det være katastrofalt, hvis balancen tipper og vi mister en eneste soldat på den konto.

Jeg opgiver at analysere de større politiske grunde, der ligger bagved og tænker på de modige svende og svend’inder, der skal leve med risikoen. Tankerne kredser til deres pårørende.

Nærmest humoristisk
Det er en fornøjelse at have lejlighed til at møde de danske soldater på deres hjemmebane og få lejlighed til at møde CS medlemmerne i de forskellige miljøer de opererer fra, idet lejrene er vidt forskellige. Ud over at bringe informationer hjemmefra giver det jo stor mening, at drøfte de problemstillinger, som folkene har lige der, hvor de foregår.

Nogle problemer er ældre og har bare passeret hold efter hold, nogle bliver nærmest humoristiske – når de ses i virkelighedens kontekst – for eksempel feltkøkkener i patruljebaserne. Glæden i den ene lejr er virkelig stor over den danske kok fra søværnet, som med stor omhu og professionalisme i et par måneder har fremtryllet aftensmad af høj karakter i det interimistiske feltkøkken.

Jeg giver maksimum kokkehuer til den tournedos, jeg fik under mit ophold i lejren.  Jeg finder det dog komisk, at det åbenbart er efter pres fra forældre til soldaterne, at der sker noget på dette område, idet der, lige så længe danskerne har opereret fra fremskudte baser, har været stillet krav om køkkenfaciliteter til soldaterne, sådan at feltrationerne kan benyttes, når der opereres udenfor lejrene. I det hele taget virker etablering af fremskudte lejre som et område, hvor Danmark kan gøre det meget bedre.

Det kan jo underbygges af det faktum, at briterne ved overtagelsen af en af de fremskudte lejre, inden for fjorten dage har etableret brønd og renseanlæg, samt badefacilliter, når danskere gennem flere år har levet på primitiv feltfod. Jeg kan kun opfordre forsvaret til at gennemtænke lejretablering igen og få sadlet før rideturen starter. Vi har jo dygtige folk til lejretablering i den hjemlige struktur, derudover kan samarbejde garanteret etableres med andre nationer i området, mens brugen af lokale leverandører (contractors)vil kunne være led i CIMIC opgaven.

Et område som udsendelseshyppighed diskuteres på møderne, hvor en del giver udtryk for, at de er godt trætte af at tage tørnen rimeligt ofte, mens andre putter sig. En del af de gutter jeg taler med har kun to år mellem udsendelserne – det ligger et stort pres på dem og deres familier – idet tiden i op til et år før udsendelsen er fyldt med masser af arbejde og fravær fra familien.

Vi kalder det hyppig udsendelse, siger en række af medlemmerne samstemmende – og på tavlen i briefingteltet gives en række eksempler på personlige udsendelsesforløb – men vi mister for ofte mange dage, der tæller til tillæg for hyppig udsendelse, idet perioderne falder skævt, selvom vi har 3 udsendelser på 5½ år, fortsætter beretningen.

Debatten flytter videre til honoreringen, når man ligger ude under kummerlige forhold rundt om faretillæg. Der er ingen tvivl om, at der figurerer mange ønsker og modeller hos medlemmerne.

Turen rundt i det danske ansvarsområde foregår for mit vedkommende sammen med FPT, der bruger tiden herude til at tegne kontrakter, tale uddannelsesmuligheder og akklimatisering og reintegrations projektet.

Stor interesse for SG-uddannelse
FPT har kontrakter med til mange af soldaterne i Helmand, hvilket selvfølgelig bringer glæde til de ansøgere, der er fundet egnet til A & R kontrakt efterfulgt af en K 35 kontrakt. Der bliver også briefet om de mange uddannelsesmuligheder forsvaret tilbyder, og der spores en del interesse. Det er bl.a. sergentuddannelsen, som har stor interesse fra stampersonel.

”Vi har altså nogle rigtig gode folk, der kunne blive gode sergenter,” får jeg fortalt af en gruppe befalingsmænd, jeg møder i en af lejrene, som kampsoldaterne bemander, ”men de har svært ved at få pladser, da disse ikke hænger på træerne for det faste personel.” Det er i skrivende stund ikke til at vide, hvor mange velegnede medarbejdere forsvaret taber på den konto, men oplyst blev det derude i Helmand provisen, at en del forlader forsvaret, når de efter gentagne afvisninger til uddannelsen, søger en civil karriere.

Talen med disse brave folk runder ligeledes indholdet i sergentuddannelsen, hvor de påpeger, at der bør være meget mere praktisk ledelse og pædagogik i forhold til at begå sig udenfor HBU verdenen. Det vil give HRU sergenter en bedre ballast.

I sne og slud må posten ud og også til Hold 12. Jeg synes det er under al kritik, at post kan være 3 uger eller mere om at nå frem til os, siger en seniorsergent. I Irak havde vi post flere gange om ugen, så det virker mærkeligt, at det så længe har været et problem på missionen i Helmand.

Det er ikke svært at sætte sig ind i hans sted og føle irritationen, når man går og venter så længe på en pakke. Jeg når at tale med personer, der ved noget om postvejen og får følgende forklaring: Små pakker og breve pakkes i DANILOG og sendes med de ugentlige fly mod Kabul, hvorfra posten og andet gods distribueres videre til Camp Bastion, hvorfra NSE sørger for videre fordeling.

Større pakker kommer med på genforsyningsflyvningerne, der foregår hver tredje uge, såfremt de ikke aflyses – her ligger kilden nok til den frustration over sen post, der hersker.  Måske det kan gøres mere fleksibelt og med brug af andre muligheder, som kan nedbringe tiden.

Den rigtige kost
Og når jeg nu runder emnet transport, er et gennemgående spørgsmål, hvornår der fra Danmark påbegyndes flyvning direkte til og fra Camp Bastion? ”Det vil godt nok kunne lette tidsspildet, og gøre tingene meget smidigere, både hvad angår personel og materiel leverancer,” er det argument, jeg hører gentaget fra både logistikfolk og mange andre brugere af flytransport.

Under en anden samtale bliver jeg gjort opmærksom på, at det kan være en rigtig god ide, at feltrationerne ikke er pakket fra starten, men at folk kunne hente de dele, de ville have med. ”Hvorfor?” spørger jeg, mens jeg tænker på den rigtige kostsammensætning. ”De smider alligevel alt det væk, de ikke gider æde” er det direkte svar tilbage på mit spørgsmål. ”Hvis nu de plukker det med de spiser, så kan genforsyningen hurtigt indrettes efter hvor hurtigt de forskellige produkter forbruges – og så undgår vi, at en masse feltrationer destrueres, fordi enkelte produkter rammer sidste anvendelsesdato!”

Siddende i DAT flyet på vej mod Tyrkiet og derfra til Danmark går en masse tanker tilbage på de sidste 10 dages rundtur. Det har været rigtigt givende at møde folk i store dele af det danske ansvarsområde, og få problemstillinger, input, løsningsforslag og andre gode ideer præsenteret i de miljøer, hvor de optager folkene.

Det står endnu en gang klinkende klart, hvor dedikerede medarbejdere forsvaret skal prise sig lykkelig over at have til at løse disse store opgaver rundt i verdens brændpunkter. Tak til alle, som på den ene eller den anden måde har været involveret i denne personligt perfekte oplevelse.