Civil efter filmen Armadillo: Jeg skal til hjemkomstparade fremover

Efter massiv omtale i medierne og efter forsvarsministeren har sat en redegørelse i gang vedrørende soldaternes sprogbrug, har CS Bladet spurgt en civil person om hendes opfattelse af filmen Armadillo.

Lene Irlind, leankonsulent og coach, mor og gift med en brandmand, sagde ja tak til at se filmen sammen med CS Bladet. Hun har ingen tilknytning til Forsvaret og kender ingen, der er ansat i Forsvaret.

Hun ville nok aldrig have set filmen, hvis ikke CS Bladet inviterede, fortæller hun. Men filmen gjorde indtryk – læs hendes umiddelbare reaktion efter filmen.

Lene Irlind
Lean-konsulent og NLP coach:

Jeg har været fuldstændig uinteresseret i krigen på alle måder, og jeg har egentligt prøvet at lade være med at forholde mig til den. Men jeg ved godt, at krig er grim. Derfor havde jeg indstillet mig på, at det ikke er pænt, det der sker i filmen.

Men det var en sindssyg flot film. Og det var en ærlig film. Soldaterne talte bare. Det var fedt, for de var afslappede, og jeg følte ikke, at jeg lurede på dem. Jeg følte bare, at jeg var med.

I starten var det lidt svært at følge med, da man ikke bliver ”holdt i hånden”, som man normalt gør i en film. Man plejer at se tingene ske fra flere vinkler og få en forklaring. Derfor kunne jeg godt blive forvirret og tænke: - Hvad sker der nu? Men der er jo ikke et filmhold, der kan stille op, så man ser tingene fra den anden side også, når det er autentisk. Da jeg havde vænnet mig til det, slap jeg ideen om, at jeg skulle forstå alt, hvad der skete. Så gled jeg bare med filmen.

Jeg havde frygtet, at jeg ville synes, at det var en gruopvækkende film. Jeg havde forestillet mig, at den var meget brutal. Og det syntes jeg slet ikke, selvom jeg på ingen måde selv havde lyst til at være til stede – for man kan jo blive slået ihjel. Men det, jeg så i filmen, var hverken ledt (jeg synes nok det var råt men ikke på den onde måde) eller fuld af ondskab.

Min mand sagde til mig: ”Den tør du ikke se” - og så tænkte jeg Bravehart og tortur scener.. Jeg har set Bravehart, og den er brutal. Men den brutalitet findes slet ikke i Armadillo. Det var langt mere en rørende film – mere end det var en brutal film.

Den omtalte scene
Jeg synes ikke, at soldaterne skal dømmes på, at de har en jargon derude. Det er ærgerligt, og også urimeligt. Som de selv siger til sidst i filmen, er det et fuldstændigt ekstremt miljø, de er i. Det er en ramme, som er ekstrem.

Og det skal og kan ikke forståes, når man er i en ramme der er normal. Her sidder vi i solskin på Vesterbrogade i København. Der absolut ingen her, som synes at det er i orden at skyde nogen i en grøft – lige meget hvor store idioter, de er. Men dernede er det: ”Enten skyder de os – eller også skyder vi dem”.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis talebanerne havde stillet sig frem og angivet, at de ville overgive sig – så var der ikke en af de danske soldater, der havde skudt. De viste sådan en ro – selv i den ekstreme situation, at jeg fornemmede, de ikke ville plaffe dem – eller likvidere dem, som der blev sagt - hvis de overgav sig.

Men der var absolut ingen tegn på, at talebanerne ville overgive sig. Vi så, at de hev talebanerne frem fra under træstammer og andre lå nede i en grøft. Min opfattelse er, at de havde plaffet hele holdet af soldater ned, hvis de kunne.

Den debriefing, som jeg så fylde en halv forside på en af aviserne, inden jeg gik ind og så filmen, var jeg spændt på at se. Nu har jeg set den, og jeg har ingen problemer med den måde, soldaterne taler på. Jeg opfatter det som deres jargon.

Hvis man lytter fra starten af i filmen, så taler de sådan – også til hinanden. De bruger mange bandeord, og sproget bliver ikke værre under debriefingerne. De bruger ord som: fuck, fucking, fisse, jeg er ”pikkeme” glad for at se jer, men det er bare ord, som de bruger, hvad enten de taler om taleban eller med hinanden. Og deres afskedsfest, okay, den er rimelig heftig. Nu har jeg aldrig været til den slags mandehørm – men det var en meget fræk stripper. Hvis det er ”normalt” for dem, og de bruger det sprog til daglig, så er der jo ikke noget, der eskalerer. Jeg synes, at sproget er ens filmen igennem.

Ja, under debriefingen er soldaterne glade og griner over at have skudt Taleban. Men jeg tror nok, at alle psykologer vil sige, at enten griner man eller også græder man. Det har været voldsomt, for de kunne lige så godt selv være dræbt. Jeg opfatter det som en måde at kapere det hele på. Jeg kan ikke andet end lade være at tænke på, at hvis de var vendt tilbage på det tidspunkt, hvor en af dem sagde: ”Der er ikke nogen”, så havde vi ikke set filmen. For så var de blevet skudt alle sammen af de fem knaldperler – altså talebanerne - i grøften – det er ”min” jargon..

Ja, de ville ”rense op” i grøften – men havde talebanerne viftet med et hvidt flag, så er det min opfattelse, at de danske soldater ville have taget dem til fange. Men taleban overgav sig ikke. Det så vi jo i filmen.  

”Ja, de siger ”fucking taleban”. Men de siger også ”fucking” til alt muligt andet – om det så er deres M&Ms. Sproget er som det er – jeg synes ikke, at det eskalerer.

Det er da OK at kede sig
Jeg synes, hele måden, at de soldater var på, viste, at der ikke er ondt skabt i dem. Heller ikke selvom de keder sig, når der ikke sker noget. Det forstår jeg godt.

Min mand er brandmand. Og han keder sig, når der ikke sker noget på en vagt, selvom han godt ved, at det er godt. For brand skaber jo død og ødelæggelse. Men alligevel synes han og kollegerne, at det er sjovere, når der er ild – også selvom de ikke ønsker at folk kommer til skade. Det er fuldstændigt ”Rasmus-modsat”.  Derfor synes jeg ikke, at man skal tage det ilde op, når soldaterne siger ”hvor er det kedeligt”, når der ikke sker noget. Det er da heller ikke forkert, at de gerne vil i kamp igen. De er jo trænet til at være i kamp og være professionelle soldater.

Krig inde i byen – helt grotesk
Derimod er det fuldstændigt grotesk for mig, at soldaterne står med fuld udrustning og våben, klar til krig, med børn rendende rundt om benene. De står inde midt i en landsby! Dét er helt sort for mig.

Jeg tror ikke en gang, at vi dengang, man gik i krig med sabler og svær, havde krig midt i en landsby. Selvom jeg kender til sønderbombede byer, har jeg et sted stadig et billede af, at den slags foregår ude ”midt på en mark”. Der er to parter, og der er ikke nogen, som ikke hører til, der render rundt mellem parterne.

Det kan godt være, at soldaterne dør af grin, når de hører det. Men det er altså mit billede af, hvordan krig er - eller bør være. Her foregår krigen nærmest midt i børnehaven (koranskolen). Først giver de børnene noget godt – og bagefter skyder de en mor og en ko – ved et uheld godt nok.

Det er totalt forvirrende for den lokale befolkning. Det så ud som om, at de havde svært ved at se, hvad der var godt og ondt. Det kunne jeg mærke, frustrerede soldaterne, og dét ramte mig. Jeg synes, at det svært for de danske soldater, at de ikke kan få de lokale til at tro på, at de faktisk ér heltene – fredsskaberne. Det må virkelig være frustrerende.

”Jeg grinede, da filmen viser, at de sidder og spiller et CounterStrike-lignende spil
– og så kører videre over i noget, der sker i virkeligheden.
Men det morsomme er, at i spillet får de skudt en masse,
det gør de jo ikke, når de er ude i virkeligheden.

Opfattelsen ændret?
Som en af dem sagde i filmen ”..der er udstukket en ordre, som nationen har bestemt…..”. Ja, vi har jo besluttet krigen i Afghanistan på internationalt plan. Men jeg har ikke haft behov for at få det ind hele tiden, og har ikke interesseret mig så meget for det. Men nu synes jeg virkelig, at de danske soldater er nogle helte. Det har jeg egentlig syntes hele tiden, selvom jeg ikke kan lide det job, de har valgt.  Men nogen skal jo gøre det. Så jeg bifalder det vel alligevel.

Det, der greb mig mest, er af afskedsscenen. Den kunne hele landet godt have brug for at se.

Det er det, jeg bedst kan forholde mig til det. Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til, hvordan jeg ville have det i den grøft på den mark. Jeg er ikke soldat og trænet til det. Men jeg kan forholde mig til hvordan det er at sige farvel, og hvordan det er at få sin familie tilbage fra krigen.

Jeg har først forstået nu, at hvor vigtigt det er, at vi takker soldaterne, når de kommer hjem. Det er helt sindssygt, det de har været nede i. Og de gør det faktisk for – sagt med den brede pensel – at vi ikke skal have den samme krig herhjemme i gaderne. Da jeg så hjemkomstmarchen til sidst i filmen, fik jeg det helt dårligt. Åhh, bare der nu er nogen, der kommer og hylder dem. Og det var der heldigvis. Jeg har jo aldrig været ude at hylde soldaterne. Men jeg fik lyst til at komme ud og sige: Godt gået drenge!

Det bør vi gøre, i stedet for hele tiden at leje struds – og lade være at interessere os for krigen. Soldaterne burde have samme status som frihedskæmperne under anden verdenskrig.

Jeg synes, filmen er rigtig vigtig. For hvordan skal vi ellers forstå, når der kommer en ung mand hjem med traumer i hovedet? De ser jo super lækre ud, når de kommer hjem. Trænede og solbrune. Men hvad der er sket inden i, kan vi ikke se – eller måske forstå. Derfor skal vi se filmen. Jeg synes at den sætter referencerammen på plads.

- Jeg skal helt klart ud og vinke og sige tak for indsatsen, næste gang, der er velkomstmarch for danske soldater.

Og nogen skal tage tjansen. Hvis nogle synes, at det er lidt counterstrike-agtigt, et eventyr og spændende at drage i krig, jamen, så er det da heldigt. Nogle skal jo gøre jobbet, og det kan i hvert fald ikke forarge mig.

Har du set filmen? Og har du en mening om den, som du gerne vi lgive videre?
Eller har du ikke set filmen - og har du en mening om debatten i medierne?
Så er du velkommen til at kontakte CS Bladet - syd@remove-this.cs.dk