Armadillo viser dygtige soldater!
18.05.2010Forsvarets ledelse har fejlet, når de ikke har sikret sig, at soldaterne har debriefingen for sig selv. Det mener CS formand Jesper K. Hansen. - Det er det sted, hvor man taler frit fra leveren og krænger sit inderste ud. Det er ikke et sted, hvor man tager et filmhold med, siger formanden om den kontroversielle film, Armadillo.
Filmen har først premiere i Danmark til sommer. Alligevel er meningerne dybt splittede om Armadillo, hvor instruktøren Janus Metz og fotografen Lars Skree følger et kompagni i den danske lejr Armadillo i Helmand.
Filmen Armadillo fik megen opmærksomhed, efter den blev vist på Cannes Filmfestival, 12.-13. maj. Og dagen efter danske journalister havde set en fremvisning i København, var der stort set ikke en avis, der ikke havde omtale af den kontroversielle film.
En scene, hvor fotografen deltager i en debriefing, viser, hvordan en ung soldat bruger ordet ”likvidering”, efter gruppen har været i ildkamp og vundet over en flok talebanere.
- Ved en debriefing kommer soldaterne med de indtryk og følelser, som de har med derude fra, hvor det enten var talebanerne – eller dem. Virkede vores taktik? Hvad gjorde vi godt – hvad gik ikke godt? Så gør det ikke noget, at man kommer med nogle glædes udbrud, siger CS formand Jesper K. Hansen og henviser til, at der også falder nogle gloser af, som ikke skal høres i offentligheden, ligesom når man på falck-stationen samles til snak efter en voldsom hændelse.
- Det er en måde at skærme sig selv på og en måde at komme af med følelserne – efter de har været i en opgave, hvor det gjaldt liv og død, siger formanden, der undres i høj grad over, at Forsvarets ledelse har tilladt en fotograf ved debriefing.
- Jeg mener derfor, at Forsvarets ledelse har fejlet, når de ikke har sikret sig, at soldaterne har debriefingen for sig selv. Det er det sted, hvor man taler frit fra leveren og krænger sit inderste ud. Det er ikke et sted, hvor man tager et filmhold med. De ting, de sagde under debriefingen var ok, siger Jesper K. Hansen.
CS formanden mener ikke, at det kan være soldaternes opgave at tænke over, hvordan de taler i en krigssituation.
- Nu var det talebaner, der blev dræbt – men det kunne ligeså godt være de soldater, som vi fulgte i filmen. Det kan godt være, at den unge soldat brugte ordet likvidering under debriefingen. Men det kan være lige meget, hvilket ord, der bruges. Det, der betyder noget, er soldaternes handlinger, siger CS formand Jesper K. Hansen.
- Jeg håber, at Forsvarets ledelse en anden gang fastsætter nogle rammer og regler for de filmhold, som de tager med i krigen.
Auditør undersøgelse
Det er især scenen fra debriefingen, der har skabt debat, og der er kommet forskellige reaktioner fra de politiske fløje. Derfor har Forsvaret iværksat en auditør-undersøgelse, der en gang for alle, skal fastslå, om de danske soldater har handlet rigtigt eller forkert, hvilket forsvarsministeren er tilfreds med.
Desuden har forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, tilkendegivet overfor TV Avisen, at danske tropper skal undervises i krigens love i Geneve-konventionen.,
- Selvfølgelig skal konventionerne overholdes. Og soldaterne undervises allerede i Geneve-konventionen. At der nu bliver der sat en auditørundersøgelse i gang er fint. Men vi ved jo, at militærpolitiet allerede én gang har vurderet, hvad der foregik, og de kom frem til det resultat, at det var i orden, siger Jesper K. Hansen.
Forsvarsministeren er overrasket over sprogbrugen
Jesper K. Hansen har hæftet sig ved, at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech har sagt til TV Avisen, at hun er overrasket over sprogbrugen, og at den måde soldaterne taler til hinanden på ikke er den kønneste.
Han fastslår, at soldaterne skal have lov at have den sprogbrug, de vil, når er på mission og sidder i en lejr lagt fra de bonede gulve i København – men midt i fjendeland.
- Desuden sagde forsvarsministeren til TV Avisen, at soldaternes sprogbrug er et af de områder, som forsvarschefen vil kikke nærmere på. Men, det mener jeg klart ikke, at der er nogen, der skal blande sig i, siger CS formanden.
- Det, vi ser i filmen, er jo ikke skuespil. Det er virkelighed intet er iscenesat, og vi kan ikke pålægge soldaterne at skulle tænke på, hvordan de taler i pressede situationer.
- Det det drejer sig om, er at de gør det rigtige. Ikke hvordan de taler, slutter Jesper K. Hansen.
Citater fra avis og TV:
Oberst Henrik Sommer, chef for operationsdivisionen i Hæren, Jyllandsposten:
- Der begås ikke noget ulovligt i filmen.
Debattør Carsten Jensen, Politiken:
- Armadillo er noget større end en debatfilm og meget mere end en politisk bombe. Den er et jordskælv i en nations selvforståelse.
Pernille Frahm, SF, TV2:
- Filmen viser, at vi sender meget unge folk ud i en virkelighed, som ikke er sund.
Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl, TV2 Nyhederne:
- Jeg ser en flok danske soldater, som er professionelle og gør det så godt, de overhovedet kan. Jeg bemærker først og fremmest, at de virkelig forsøger at efterleve krigens regler.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, TV Avisen:
- Jeg blev lidt overrasket over sprogbrugen. Den måde, de taler med hinanden på, er måske ikke det kønneste, men jeg har forståelse for, at man ikke nødvendigvis taler, ligesom man ville gøre til en konfirmation.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, TV Avisen:
- Jeg har også noteret mig, at soldaternes sprogbrug er et af de områder, som forsvarschefen vil kikke nærmere på, da det også hører under ledelsesansvaret,

