60 år med egen brandstation
06.02.2012Danmarks tredjestørste civile lufthavn, kombineret med en stor militær ditto, skaber travlhed for brandfolkene på den jubilerende brandstation i Aalborg
JUBILÆUM Nytårsaften fyldte brandstationen på Flyvestation Aalborg 60 år. Det runde jubilæum bliver dog først rigtig fejret 21. april, hvor der både bydes til reception og familiedag.
Det tog knap et år at indrette og opbygge brandstationen i den gamle lufthavnsbygning, så faktisk blev stationen først rigtig klar fra 1953. I dag dækker den ikke kun det store militære område på flyvestationen, men også den civile lufthavn, lige som de er med i beredskabet, der dækker såvel færdselsuheld som ulykker i lokalområdet. Den lange og brede Limfjord giver også sine udfordringer, og betyder blandt andet, at der også er to redningsbåde til rådighed på brandstationen, der har en kapacitet til at redde minimum 175 personer.
- Vi er 47 fuldtidsansatte på brandstationen, og vi kører 12/12 vagter. Der er et hold bestående af en indsatsleder og fem brandmænd på vagt ad gangen, fortæller Kim Lessél, stationsleder ATW-OOBOR.
I tidsrummet 5.45 til 0.15 er brandfolkene på 30 sekunders varsel. Det betyder, at de skal være klar i vognene og ude af porten på et halvt minut, og det er faktisk realistisk.
- Det viser vi på øvelser, og de gange vi er blevet alarmeret, siger Kim Lessél.
Alarmeret bliver brandstationen mellem 110 og 130 gange årligt. Cirka halvtreds gange er alarmerne relateret til problemer i flytrafikken, mens resten er til alarmer, der med eller uden grund går i gang hos institutioner eller virksomheder, og resten er relateret til sygdom og færdselsuheld.
SAS fly i problemer
Selv husker Kim Lessél én gang, hvor brandfolkene måtte rykke ud til et flyhavari. Det er den slags, de træner og uddanner sig særligt til, men altid håber, de aldrig vil opleve på andet end øvelser. Alligevel skete det i 2007, at et mindre fly fra SAS, landede med problemer og brød i brand lige ved lufthavnen. Ingen dræbte ved ulykken, men chok og småskrammer og flyet blev helt ødelagt. Hjælpen var fremme på sekunder, og Kim Lessél glemmer det aldrig.
- Det kunne være gået grueligt galt, men heldigvis slap vi med skrækken, indrømmer han.
I dag er den civile lufthavn Danmarks tredjestørste, og Kim Lessél skyder på, at mellem 23 og 25 fly hver dag kommer til og fra lufthavnen. Dertil kommer så den militære lufttrafik, så der er nok at se til for brandstationens ansatte. De er nemlig også med til at holde banerne rene, rydde for eventuel sne, slå græsset og holde arealet rent, bekæmpe forurening og desuden holde brandsyn på områdets plejehjem, skoler, virksomheder etc.
Dertil kommer så at sikre, at lufthavnene så vidt muligt er fri for fugle og vildt. Det store areal frister mange dyr og fugle til at kigge forbi, og da de udgør en væsentlig risiko for trafikken, skal de helst skræmmes væk. Det hænder, at dyr eller fugle bliver skudt, men mest affyrer brandfolkene blot varselsskud, og det bliver til mellem 15.000 og 20.000 skud på årsbasis.
Brandfolkene har alle en militær baggrund. De fleste er tidligere værnepligtige fra enten forsvaret eller beredskabet, og de får så yderligere en særlig uddannelse med fokus på fly og brand. Især fra beredskabet er der rekrutteret folk gennem årene.
Det er dog ikke kun i Aalborg, at brandfolkene holder til. I perioder har de været udsendt til opgaver i eksempelvis Afghanistan, Tjezbekistan og senest i Libanon, hvor de især hjalp til med brandslukning og færdselsuheld.
Nu gælder det så jubilæet til april, og det skal være en hyggedag, hvor det mere formelle bliver selve receptionen, og så hygge for familie og venner senere.



