Mandat sluttede i Libanon med parade i Aalborg
02.02.2012Kort før årsskiftet udrandt også Danmarks engagement i FN-regi i Libanon, og det blev markeret med parade gennem byen og reception på kasernerne i Aalborg
LIBANON Vinden blæste iskold hen over Limfjordens vande, da cirka 155 soldater med FN´s lyseblå baretter, ledsaget af soldaterforeninger og interesserede nordjyder, marcherede gennem Aalborgs gader en kølig formiddag i december. Soldaterne var ikke alene lige hjemkommet fra fire måneders mission i Libanon, de er også det foreløbigt sidste danske hold derfra. Nemlig Unifil Hold 5. Det blev markeret med både march gennem garnisonsbyen, parade og efterfølgende reception på Aalborg kaserner.
Familie og pårørende til de udsendte samledes også på kasernen. Her kunne de lige nå en kop kaffe, inden selve paraden fandt sted, og de mange deltagere fra Hold 5 mødte frem i deres flotte uniformer og blå FN baretter. Mens gæsterne trippede udenfor på paradepladsen i den isnende decemberkulde, dukkede så æresgæsterne op med helikopter. Det var forsvarsminister Nick Hækkerup og forsvarschefen Knud Bartels. De blev suppleret af chefen for Hærens Operative Kommando, Agner Rokos, der kom direkte fra Karup.
Det var samtidig forsvarsminister Nick Hækkerups første besøg på Aalborg kaserner, hvor Trænregimentet og MP´skolen til dagligt holder til. Han skridtede paraden af og holdt en kort tale, hvorefter også forsvarschefen holdt en tale til soldaterne. For ham var det også en særlig dag, da det blev en af hans sidste officielle parader som dansk forsvarschef. Her ved årsskiftet overtog han jo stillingen som militær chef i Nato i Bruxelles.
Efter selve paraden var der så reception i kasernernes store gymnastiksal, hvor soldaterne også havde mulighed for lige at hilse af med hinanden og snakke med deres familier og pårørende. Her kunne de også snakke om de fire måneder i Libanon.
- Det har været spændende, og nogle andre opgaver end vi ellers har med at gøre til daglig, fortæller sergent Mikkel Mika, der har været udsendt for første gang.
Sammen med hans kollega Jesper Larsen, udførte de forskelligt MP´arbejde. Især blev der en del trafikale opgaver at tage sig af.
- Vi havde rigtig mange trafikuheld, vi skulle være med til at udrede, siger sergent Mikkel Mika.
- Det var lidt overraskende, at vi netop fik de opgaver, men de kørte også vildt dernede, tilføjer han.
Den type opgaver kom også lidt bag på sergent Jesper Larsen.
- Det var en del anderledes denne gang, fordi det var i FN tjeneste. Jeg har været både på Balkan og i Afghanistan tidligere, og det var noget helt andet, fortæller han.
- Her var vi jo mere observatører, supplerer Mikkel Mika.
- Især var der sprogproblemer. Flere af dem, vi skulle arbejde sammen med, kunne ikke engelsk. men vi klarede det da alligevel, fortsætter Jesper Larsen smilende.
Begge soldater er åbne for nye udfordringer udenlands, men foreløbig skal der hygges med familien og venner. De havde forberedt sig på, at skulle være væk i seks måneder, men har ikke noget imod, at mandatet blev forkortet til fire måneder.
- Næ, nu er det rart at være hjemme igen, nikker de begge, inden de går videre til lidt snak med kollegerne, inden der atter holdes taler.
Udover hæren har Danmark også haft folk fra politiet og Beredskabet med i Libanon, og de var også repræsenteret ved receptionen i Aalborg.

