Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Grønland: Forsvarets hvide perle - bare ikke økonomisk

28.01.2010

Der bør ikke være forskel på vilkårene, som danske soldater er udsendt under. Men det er der. Medlemmer, der udstationeres i Grønland er underlagt grønlandsk skat. Det betyder blandt andet, at der skal betales skat af den frie bolig, som stilles til rådighed. Dét vil de udstationerede i Grønnedal på Grønland gerne have lavet om på. Derfor var CS inviteret til et besøg i Grønnedal.

Foto: Jennifer K. Hansen

I begyndelsen af november besøgte CS, repræsenteret ved faglig sekretær Flemming Fage Sørensen, bestyrelsesmedlem Lars Dalsgaard og regnskabschef og skatteekspert Rikke Larsen Grønlands Kommando i Grønnedal. Med på turen var også repræsentanter fra Hovedorganisationen af Officerer i Danmarko, HOD.

Baggrunden for besøget og for utilfredsheden blandt de ansatte på Grønlands Kommando er, at det grønlandske skattestyre pr 1. januar 2009 hævede skatten med fem procent - fra 37 til 42 procent. Efter denne skattestigning er det blevet endnu tydeligere for de ansatte i Grønnedal, at de er udstationeret under andre vilkår end for eksempel forsvarsansatte, der bliver sendt til Polen eller Belgien.

- Som udstationeret til Grønland falder man under dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Grønland. Ifølge denne er medlemmerne under tjeneste i Grønland skattepligtige til Grønland, fortæller regnskabschef Rikke Larsen og forklarer yderligere, at man derfor skal betale skat af den frie bolig, som stilles til rådighed.

- Det er ligesom, vi kender det fra fri bil og fri telefon herhjemme. De goder skal du også betale skat af. Men det er helt rigtigt, at denne beskatning ikke forekommer ved udstationering til andre steder end Grønland, fastslår Rikke Larsen. 

Enlig indkomst og dobbelt domicil
CS kan derfor sagtens forstå medlemmernes frustrationer over skattestigningen, og dens udhuling af det økonomiske incitament til at gøre tjeneste i Grønland.

Problemstillingen med skattestigningen og samtidig beskatningen af den fri bolig, skal selvfølgelig også ses i lyset af, at mange af de udsendte stadig har en bolig hjemme i Danmark.

- Som det er tilfældet for de fleste heroppe, så har jeg også en bolig hjemme, der skal betales til. En bolig, som jeg har valgt ikke at leje ud. For det ville betyde, at jeg ville være husvild, når jeg engang imellem er hjemme, siger afdelingsformanden i Grønnedal, Flemming Hougaard.

Og i samme åndedrag pointerer han, at når vi taler om udsendte, der har deres familier med, så er der også det aspekt, at der langt fra er jobs til alle medfølgende ægtefæller eller kærester, der højst sandsynligt havde job hjemme.

- Det gør jo selvfølgelig ikke økonomien bedre, når der kun er én indkomst til at dække det hele, siger han.

En historisk øgle?
For Flemming Hougaard er der ingen tvivl om, at det grønlandsaftalen, der på lang sigt skal kigges på.

- Det er en historisk øgle. En aftale der er lavet i en helt anden tid, end den nu er gældende i. Den er ganske enkelt ikke fulgt med tiden, siger han.

Den udtalelse er faglig sekretær Flemming Fage Sørensen dog ikke helt enig i, men han forstår godt forvirringen.

- Da tjeneste i Grønland er inden for rigsfællesskabet, så er tjenesten nødt til at blive planlagt som en tjenesterejse. Det er ud fra det faktum, at grønlandsaftalen blev indgået i 2001. Organisationerne forhandlede dengang en række rettigheder til medlemmerne, som tjenesterejseaftalen ikke giver hjemmel til, eksempelvis at medtage familien, frirejser til Danmark og så videre.

- Så isoleret set er aftalen god, men problemet opstår, når vi sammenligner med Forsvarets øvrige udsendelser. Derfor er det også organisationernes mål, at tjeneste i Grønland, honoreres efter samme regler som øvrige udsendelser fra Danmark til eksempelvis Holland eller Tyskland, fastslår Flemming Fage Sørensen.

Men lige nu er planen dog en anden, og forhåbentlig en mere kortsigtet.

- Vi vil arbejde på, at vores medlemmer i Grønnedal ikke skal betale skat af deres frie bolig, siger Rikke Larsen.

Ifølge CS og HODs beregninger skulle problemet kunne løses for omkring en lille million.
- Hvis boligen ikke længere skal beskattes, vil medlemmerne i Grønnedal igen have omtrent samme beløb mellem hænderne, som før skattestigningen, siger Rikke Larsen.

Rekrutteringsproblemer
Også øverste leder af Grønlands Kommando, kontreadmiral Henrik Kudsk, er yderst positiv over for denne løsning. Han er på lige fod med sine ansatte blevet ramt af skattestigningen.
- Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at man skal rammes, fordi man har dobbelt domicil. Slet ikke, når andre udsendte ikke har de vilkår, siger Henrik Kudsk, og understreger samtidig, at hvis det skal lykkes at få skattefrihed for boligen, så skal alle parter i denne sag stå sammen.

- Hvis ikke vi får gjort noget ved det her, så kommer jeg til at stå med et seriøst rekrutteringsproblem, siger han.

- Allerede på nuværende tidspunkt er det svært at leve op til. Vi har mange gengangere heroppe, altså folk der kommer igen eller forlænger deres kontrakter. Samtidig foregår mange af rekrutteringerne herop igennem de ansattes netværk, siger afdelingsformand Flemming Hougaard.

Kontreadmiralen har allerede kontaktet Forsvarets Personel Tjeneste, FPT, med sine bekymringer for rekrutteringen i fremtiden.

 

CS har efter besøget på Grønland påpeget problemstillingen over for Forsvarsministeriet. Vi har ligeledes sammen med HOD og HKKF anmodet ministeriet om et møde for sammen at drøfte løsningsforslag, således at Forsvaret fremadrettet kan tiltrække personel til den noget specielle tjeneste på Grønlands Kommando.

Af Jennifer K. Hansen, cs@remove-this.cs.dk

Tip en ven UdskrivDel på Facebook