Hjem Centralforeningen for stampersonel

CS formand: SAMMENHOLD STYRKER!

Her kan du læse formand Jesper K. Hansens tale til CS 50 års jubilæumskonference i oktober 2017.

Fredag 06/10 2017 - Kongres & Konferencer | Af redaktionen

 

Kære delegerede, kære gæster, kære alle sammen.

 

Velkommen til vores jubilæumskonference her i dag. Jeg er meget glad for at se så mange til at fejre vores 50 års-jubilæum.

Hen over sommeren har DR valgt igen at vise serien Matador i fjernsynet. Og da jeg satte mig for at skrive denne tale, kom jeg flere gange til at tænke på serien og de personer, der er med.

 

Først tænkte jeg tilbage på Fru Fernando Møhge. Den gamle enkefrue i kørestolen – som fejrer sin 100 års fødselsdag, selvom hun egentlig ”kun” blev 90 år. Vi fejrer også fødselsdag i dag – et 50 års jubilæum. Og det er en stor dag. Selvfølgelig ikke netop dagen i dag, men helt præcist den 3. juli 1967, hvor Centralforeningen for Stampersonel blev etableret. Vores fællesskab blev etableret – og det er et fællesskab, der er bygget op og styrket gennem 50 år.

Men ligesom med Fru Fernando Møhges dåbsattest, er der også nogen forvirring omkring vores tilblivelse. Gennem de sidste fem år har vi nemlig uddelt gaver til 50 års-jubilarer – medlemmer, der har været aktive i forsvaret, og som er gået på pension, men stadig yder en stor støtte til CS og vores fællesskab. Hvordan kan det så lige lade sig gøre? Mens fru Fernando Møhge egentlig var 10 år yngre, så er CS nok en hel del år ældre.
Gennem tiden har der nemlig været adskillige måder, hvorpå man har dannet faglige fællesskaber, og de har haft karakter af enten foreninger, organisationer eller fællesorganisationer. Og de har alle haft til formål at styrke fællesskabet til gavn for den enkelte. Allerede i 1700-tallet dannede underofficerer foreninger – ikke reelle fagforeninger, men begravelseskasser, enkekasser, støtte- og pensionskasser m.m. Allerede dengang var der altså et stort behov for at hjælpe hinanden og gennem fællesskabet sikre hinanden i forskellige retninger. For eksempel bliver ”Understøttelsesforeningen for Marinens pensionerede underofficerer” stiftet i 1869. Og i 1891 stiftede underofficerne i Hæren koret ”Perpitua”, som var en selskabelig sangforening i Københavns Garnison. Og på trods af de sikkert smukke røster hos Hærens mænd var fædrelandets vemodige sange blot et påskud til at få talt alvorligt sammen om de ofte dårlige arbejdsvilkår, der var dengang.

 

Man kan altid diskutere, om CS er født i en sangforening eller ikke – men uanset hvad er det en del af vores historie, som vi bestemt ikke kan komme uden om.  Og selv uden at medregne foreninger af sang og sørgende enker er vores fællesskab højst sandsynligt ældre end 50 år. Når jeg læser om vores historie og de forskellige foreninger kan jeg tænke, at vores grundsten er blevet lagt gennem de sidste 70-80 år. Helt tilbage i 1939 blev ”Dansk Underofficersforening af 1939” nemlig stiftet på Guldberggade Kaserne i Århus. Og blot to år senere etablerede man Søværnets Underkvartermesterforening, som senere blev til Søværnets Oversergentforening. Det var også i Søværnet, at man i 1942 stiftede den første forening for de menige – nemlig ”Søværnets Mathforening” – og efter et møde mellem oversergenter fra Søværnet og Flyvevåbnet stiftede Flyvevåbnet også en Mathforening i 1959. Samme år stiftede Hæren også en Mathforening, der senere blev til HKKF, som indtil 1984 var en af de tilknyttede foreninger i CS.

Men i 1967 fik en flok fagligt engagerede kollegaer en rigtig god idé. De så ikke på uniformens farve eller antallet af buer og striber på ærmet. De så ideen om et fællesskab – et fællesskab for forskellige organisationer med samme formål. De så en styrke i at stå sammen mod de udfordringer, som det samlede forsvar også havde dengang – og de forstod, hvor meget sammenhold betyder, når der skal tales arbejdsvilkår, overenskomster, løn og ansættelsesforhold over for en modpart, der ikke altid var – eller er – hverken fleksibel eller forstående. Disse kollegaer gjorde op med de mere forstokkede og irrelevante fordomme til fordel for en ny og fremadrettet fælles tankegang – og derfor kunne de, den 3. juli 1967, præsentere en samlet faglig organisation for stampersonellet i Forsvaret; kaldet CSS – som stod for Centralorganisationen af seniorsergenter og stampersonel, for seniorsergenterne var nemlig ikke en del af stampersonellet dengang.
En paraplyorganisation var dannet – ét administrativt fagligt fællesskab af organisationer med hver deres selvstændighed og identitet. Senere bortfalder det sidste S i vores navn – men CS, den stærke organisation som vi kender i dag, var en realitet. Det er disse kollegaer - vores forgængere – som har været med i kampen om de vilkår, vi har i dag. Og vi skylder dem en kæmpe tak for, at vi i dag har et fællesskab, hvor vi drager omsorg for hinanden, og hvor vi på den måde gør en stor forskel.

 

Når jeg tænker på vores forgængere, kommer jeg igen til at tænke på Matador. Serien er nemlig fyldt med personer, som også bidrager til fællesskabet. Tilflytteren Mads Skjern åbner Damernes Magasin og skaber vækst og arbejdspladser i Korsbæk. Og køkkenpigen Agnes Jensen skaber sin egen forretning ved at stoppe strømper og sælge bakker. På samme måde kan CS også hylde innovative og fremsynede foregangsmænd. Et jubilæum er altid en god anledning til at se tilbage på de resultater og de mennesker, som har banet vejen for os i dag – hvor alle forsvarets ansatte har en faglig organisation, der varetager deres interesser og kæmper for de bedst mulige overenskomster og arbejdsvilkår for deres medlemmer.
Jeg kommer ikke til at nævne mange navne på enkeltpersoner, for det er jo sådan, at nævner man nogen, så glemmer man andre, og det vil jeg helst undgå i dag. Men jeg kan og vil ikke undlade at nævne ”Christian Sørensen”, fordi han var så skelsættende og afgørende for, hvad der senere skulle vise sig at være sammenlægningen af forskellige organisationer og oprettelsen af CSS. Christian Sørensen var fra 1963 og frem formand for Foreningen af Oversergenter og Underofficerer. Og det er ham, der fremstår som en af de afgørende aktører i at samle sergentforeningen og konstabelforeninger til et samlet CSS. Han var forudseende og så udfordringerne, og deraf mulighederne, og var en af drivkræfterne bag den samlede organisation, vi har i dag.

 

Og vi er nået langt.

I 1971 fik vi aftale- og forhandlingsret og dermed muligheder for at aftale løn, pension og øvrige vilkår med arbejdsgiver. Og i perioden frem til 2003 havde de enkelte tilsluttede organisationer muligheder for at forhandle lokale tillæg og arbejdsvilkår direkte med arbejdsgiver i de enkelte værn. Men med oprettelsen af Forsvarets Personel Tjeneste vælger CS at samle sig under ét, og vi begynder at arbejde hen mod en egentlig fusion. I 2006 bliver CS og de fem tilknyttede foreninger samlet i ét – med CS som den fortsættende organisation, hvor der er én hovedbestyrelse, og hvor der er én formand – det CS, som vi kender i dag.
Det var – og er – en go’ ide! For sammenhold ikke bare styrker – det baner også vejen for de bedste fælles løsninger og vilkår. I dag er der helt andre rettigheder og muligheder for de ansatte i Forsvaret f.eks. overenskomstsikret løn, 37 timers arbejdsuge, ferie, løn under sygdom og kompetenceudvikling. Og det er kun takket være netop fagforeningernes indsats. Kun takket være fagligt engagerede tillidsrepræsentanter. Og kun takket være jeres utrættelig arbejde ude på tjenestestederne.

 

Det er vel næppe nogen hemmelighed, at dét behov ikke er blevet mindre med tiden! Selvom vi i dag ikke kæmper for at afskaffe korporlig afstraffelse i disciplinærsager, er fagforeningen ikke blevet mindre vigtig. Arbejdsgiverne udfordrer til stadighed vores arbejdsvilkår med ønskerne om længere arbejdstid, et større lønpres, afskaffelse af tilegnede goder og ringere uddannelsesvilkår – blot for at nævne nogen få. Og politikerne på Christiansborg fortsætter med at skære i den offentlige sektor og efterfølgende lade de ansatte betale regningen, med deres løn og arbejdsvilkår.

Det er dé kampe, som vi allerede nu forbereder os på at tage ved forårets overenskomstforhandlinger. Kampe, som vi bliver nødt til at stå sammen om. Vi må nemlig aldrig være ligeglade eller tænke, det sker kun for de andre. Igen tænker jeg på Matador og husker et citat fra Maude Varnæs, da hun ser tyskerne i byens gader. Hun siger: ”Jeg troede ikke, at det kunne ske her i landet, og slet ikke i Korsbæk. Jeg har jo altid passet mig selv.” Og vi skal passe på, at vi ikke som Maude tror, at intet kan ske os, hvis vi blot passer os selv. For vi er desværre inde i en periode, hvor fagligheden bliver skudt i baggrunden, og hvor store konsulentfirmaer bliver kastet ind i kampen for at optimere og effektivisere de offentlige virksomheder. Derfor er der stadig et stort behov for at stå sammen – fordi en kamp for din kollega er også en kamp for dig selv.
Det kan være svært at forstå, at man ikke lytter. Lytter til os, der går på gulvet. Lytter os, der har erfaringerne. Hører vores mening og giver os mulighed for at være med til at udvikle den arbejdsplads, vi er en del af, og som vi prioriterer så højt. Men jo flere vi er sammen, desto højere kan vi råbe. Og forhåbentlig højt nok til, at politikerne til sidst lytter.

 

Men vi har også en anden udfordring, som vi skal kæmpe for - en udfordring, som vi selv har været med til at opbygge, og som stadig den dag i dag skaber en del utilfredshed blandt vores medlemmer og jer. Da vi i sin tid forhandlede i de enkelte værn, lavede vi også forskellige aftaler værnene imellem – og her har vi i dag et efterslæb, hvor vi kan se, at der gives forskellige tillæg for det samme arbejde. Det kan og vil vi naturligvis ikke acceptere, og vores mål er stadig, at der er lige løn for lige arbejde, men at det ikke er laveste fællesnævner, vi går efter. Det er et af det sidste skridt i retning af fuldstændigt sammenlignelige aftaler indenfor CS – og når jeg siger ”et af”, så er det naturligvis fordi, at vi også ønsker at harmonisere de øvrige gruppers aftaler i et samlet CS.

Vi er ikke i mål. Og vi presser stadig på, men det er ikke let, for aftalerne er jo aftalt over en lang periode – og en enkelt overenskomst giver næppe mulighed for at skabe sammenlignelige tillæg. Og arbejdsgiver må eller vil ikke betale for, at de bliver sammenlignelige.
Dén kamp skal vi kæmpe, selvom vi godt ved, at det er op af bakke – for op af bakke er også fremad, det går bare langsommere. Vi skal utrætteligt blive ved med at lægge konstruktivt pres på arbejdsgiver, for det er også vores arbejdsplads og vores hverdag. Kun ved fælles hjælp kan vi skabe en arbejdsplads med tålelige forhold – en arbejdsplads, der både kan fastholde og rekruttere gode kollegaer. Men som for 50 år siden – eller hvor mange år det så endte med at blive – kan vi kun skabe det ved at stå sammen.

 

Selvfølgelig er der undervejs nogle, der har forladt fællesskabet – men andre er kommet til. I 2002 valgte mellemlederne i Redningsberedskabet f.eks. at gå ind i CS. De var nok ikke typiske CS’ere, men som statsansatte og kollegaer i uniform passede de fint ind i vores fællesskab. De blev en del af CS, og siden har de kæmpet side om side med stampersonellet i forsvaret – og vi har på den måde beriget hinanden og styrket fællesskabet. Senere igen i 2015 blev CS fusioneret med Forsvarets Civiletat – civile kollegaer, som man vel heller ikke ville betragte som typiske CS’ere. Men fordi mange af de nye civile er tidligere ansatte militære kollegaer, og fordi vi har samme arbejdsgiver, gav det heller ikke nogen udfordringer, og i dag kæmper vi side om side. Vi kunne samle kræfterne om det vigtigste af alt: At levere god medlemsservice til vores mange medlemmer. Men vi står også styrket, fordi vi kan tale med én stemme. De civile var og er med til at berige fællesskabet og styrke sammenhængskraften imellem civile og militære ansatte i Forsvaret.

For det handler ikke om dit og mit værn, eller din og min gruppe. Det handler om fællesskabet, og det handler om at kunne stå sammen. Og det er ikke nødvendigvis lig med, at alle får, hvad de gerne vil have. Og det nytter ikke noget, at vi som Maude i Matador bare går op og lægger os, fordi vi er utilfredse og ikke får, hvad vi vil have. Det er nok ikke alle, der kan se sig selv, men det handler ikke om den enkelte. Det handler om os alle, det handler om at stå sammen – for kun ved at styrke fællesskabet kan vi hjælpe den enkelte. Det så vores grundlæggere, og det skal vi huske den dag i dag. De gjorde en forskel, så vi i dag kan stå styrket tilbage, og det skylder vi dem al mulig tak for.

 

Der har gennem tiden været mange, der har bidraget til dét, vi har i dag – kæmpet kampe og stædigt stået fast på retten til ordentlige forhold for soldater i Danmark. Både i CS centralt, men også ude på tjenestestederne i den direkte kontakt med alle vores medlemmer og den stedlige ledelse. Derfor skal vi huske at klappe os selv og hinanden på skulderen og huske hinanden på, at vi gør en kæmpe forskel. Ved siden af vores tjeneste har vi nemlig overskud til ikke kun at tænke på os selv, men til at tænke på hinanden og hjælpe vores kollegaer – og det er stort.

CS er et fælles projekt, for uden jer og uden jeres utrættelige arbejde ude på tjenestestederne tæt ved medlemmerne – ville der ikke være et CS. Vi har stået sammen i mange år. Vi er dér, hvor vi er i dag, fordi vi stod sammen. Og vi står sammen nu om at se ud i fremtiden. Derfor skal vi også huske på at spotte de kollegaer, der skal tage over efter os og føre CS videre. Vi skal huske at motivere nye til at gøre en indsats, for det kræver nye kræfter og nye indsatser for at bevare fællesskabet. Tingene kommer ikke af sig selv – de kommer, fordi vi løfter i flok.
Herfra skal lyde EN KÆMPE TAK til dém der var, og til dém der er, samt til dém som kommer. For uden vores forgængeres ukuelighed, jeres flid og vores efterkommeres ihærdighed kommer vi ingen vegne.
Vi er ét fællesskab. Sammen står vi styrket. Sammen skaber vi værdi. Og sammen vinder vi.

 

Så kære venner, kære kammerater. For at gøre en lang hyldest kort vil jeg opsummere det hele i blot ét vigtigt budskab til jer alle. Og det er:

Sammenhold styrker

Tak for ordet.