Hjem Centralforeningen for stampersonel

Leder - Penge fra det operative skal dække ubetalte regninger

Politikerne udnytter planlagt analyse af forsvarets operative del til at finde penge til ubetalte regninger

Tirsdag 24/01 2017 - CS - Forsvarsforlig | Af CS formand Jesper K. Hansen

Forsvaret er blevet bedt om at finde 1 mia. kr., der skal bruges til at betale politikernes ubetalte regninger fra det nuværende forlig. Så kort kan det siges.

At der skal gennemføres en analyse for det operative område er ikke nyt. Det blev aftalt i det nuværende forsvarsforlig i 2012, at “der gennemføres en budgetanalyse af det operative område med henblik på en effektiv ressourceudnyttelse og opgavevaretagelse.”. Den analyse kommer så nu.

Det nye er, at analysen nu peger på et bestemt beløb. Nemlig 1 mia. kr., der skal udpeges, så de kan indgå i et katalog over mulige områder, hvor politikerne kan finde penge at bruge andre steder i forsvaret. Mere end halvdelen af milliarden skal hentes i forsvarets operative enheder inden for Værnsfælles Forsvarskommando.

I forsvaret arbejder vi for skatteydernes penge, så vi skal selvfølgelig se på, hvor vi kan gøre det bedre. Det mener jeg bestemt også, at vi gør. Men der er en nedre grænse for, hvad der kan lade sig gøre. Derfor kan jeg også være meget skeptisk over for, hvordan man vil finde pengene.

Det der skal finansieres frem mod år 2022 er bl.a. køb af nye kampfly, arbejdsskadeerstatning til veteraner med PTSD, drift af Grønnedal, annullerede besparelser på det statslige beredskab, styrkelsen Forsvarets Efterretningstjenestes indsats mod terror mv.

Samlet er det 841 mio. kr., som alene skal findes bare til at betale for tiltagene, der allerede er sat i gang, men som der ikke er penge til. Altså ubetalte regninger til overvejende ikke-operative tiltag, hvor det operative område kommer til at betale en meget stor del. Dermed ikke sagt, at det ikke er vigtige områder, men det er merudgifter, forsvarer er blevet pålagt politisk.

Det er da pudsigt, at det beløb politikerne håber at finde, er cirka lige så stort som det beløb, politikerne har ubetalte regninger for i forsvaret. Man kan få den tanke, at det ikke er tilfældigt.

Særligt set i lyset af, at regeringen har lovet forsvaret ”et substantielt løft” ved næste forlig, som skal styrke forsvarets robusthed. Så inden Statsministeren kommer med en et substantielt løft til de operative enheder – lad os sige 1 mia. kr. - så skal forsvaret lige finde samme beløb.

For det ville jo ikke blive et substantielt løft, hvis pengene bare gik til politikernes egne tiltag, som er sat i gang uden at der er afsat penge til det. Jeg tror, vi har et ordsprog for den slags. Det lyder noget i retningen af, at hunden spiser sin egen hale, og i det her tilfælde sætter man en ny hale på i en anden farve.

De næste måneder vil et konsulentfirma få til at anvise områder, hvor der kan findes penge. Konsulenterne skal være færdige inden forligsforhandlingerne begynder, så det er ikke meget tid, de har fået til opgaven.

Og jeg taler vist på det meste af forsvarets vegne, når jeg siger, at sporene skræmmer. Selvom de 1. mia. kr. skal findes for at bruges andre steder i forsvaret, så får det her operative konsekvenser.

Derfor har jeg også meldt klart og tydeligt ud over for forsvarets ledelse, at det er altafgørende, at forsvarets chefer med den nye forsvarschef i spidsen melder meget klart ud, hvad det får af konsekvenser, når konsulenterne peger steder hen i forsvaret, hvor de mener, pengene kan hentes.

Det her er en sag, CS følger tæt, og alt jeg skriver her, har jeg sagt til ledelsen og i ministeriet.

Politikerne må ikke være et sekund i tvivl om, hvad det er, de vælger fra, når de vil finde penge til kampfly, Grønnedal og andre af deres politiske valg.  De skal kende de militærfaglige konsekvenser, når de vælger at flytte penge rundt.

Hvor der hentes penge, vil der være noget, der ikke længere kan gøres. Det siger jeg også med tanke om, at forsvaret altså netop HAR afleveret knap 3. mia. kr. Der ER skåret ind til benet – og mange steder endnu dybere.

Derfor håber jeg også, at politikerne denne gang vil tage de militærfaglige råd alvorligt, og ikke stole blindt på konsulenternes excel-ark.