Forsvarets største fagforening
Centralforeningen for stampersonel

Forsvaret dropper særregler for ytringsfrihed

Ansatte i forsvaret kan ytre sig nøjagtigt som alle andre offentligt ansatte. CS formand glæder sig over, at Forsvarsministeriet har droppet de bebudede særlige retningslinjer for ytringsfrihed i forsvaret

Torsdag 12/01 2017 - CS | Af Kenneth Skov Jensen

Da debatten om forsvarets ansattes ytringsfrihed var på sit højeste i efteråret, offentliggjorde daværende forsvarsminister Peter Christensen, at Forsvarsministeriet ville udarbejde en særlig vejledning for forsvarets ansattes ytringsfrihed.

De planer er nu droppet, og det glæder CS formand Jesper K. Hansen at forsvaret og CS nu er enige om, at ansatte i forsvaret har præcis samme rettigheder som alle andre offentligt ansatte.

- Der findes allerede ganske klare retningslinjer for offentligt ansattes ytringsfrihed, og de retningslinjer gælder selvfølgelig også ansatte i forsvaret. Også i uniform, siger Jesper K. Hansen.

Daværende forsvarsminister Peter Christensen inviterede CS og de øvrige faglige organisationer til drøftelser om at lave et sæt særlige retningslinjer for ytringsfrihed i forsvaret, men CS formand Jesper K. Hansen afviste dengang at deltage i det arbejde.

- Min holdning har hele tiden været, at der ikke var et behov for særlige retningslinjer for forsvarets ansatte, og derfor var det ikke drøftelser, som CS ønskede at indgå i, siger Jesper K. Hansen

Forsvarsministeriet tilslutter sig nu Justitsministeriets generelle vejledning om ytringsfrihed for offentligt ansatte, hvilket også indebærer, at forsvarets ansatte kan ytre sig i uniform.

CS formanden håber, at ministeriets udmelding kan være med til at sætte punktum for diskussionen om ytringsfrihed i forsvaret.

- Nu hvor vi er enige om, at der er ytringsfrihed i forsvaret, så forventer jeg, at vi kan se fremad, og at forsvarets ledelse med den nye forsvarschef i spidsen vil opmuntre til en åben debatkultur i forsvaret, hvor de ansatte ikke er bange for at ytre sig, siger Jesper K. Hansen.