Arbejdsmiljøorganisation
Ny arbejdsmiljølov vedtaget i Folketinget
Fra den 1. oktober 2010 kan de enkelte tjenesteder nu selv beslutte, inden for nogle enkle rammer, hvordan deres arbejdsmiljøorganisation skal være opbygget.
Den ny arbejdsmiljølov lægger op til, at indretningen af arbejdsmiljøorganisationerne tilpasses den enkelte virksomhed. Samtidig bliver der skabt grundlag for en løbende og målrettet udvikling af arbejdsmiljøkompetencerne i virksomhederne.
SIO bliver til AMO
Udgangspunktet for den nye lov er, at den skal være tidssvarende og afspejle det moderne arbejdsmarked. Der er derfor sket en modernisering af terminologien for det organiserede samarbejde: Sikkerhedsorganisation (SIO) bliver til arbejdsmiljøorganisation (AMO) – og sikkerhedsrepræsentant bliver til arbejdsmiljørepræsentant. Desuden er der lagt vægt på at fremhæve samarbejdsprocessen og en øget ledelsesmæssig prioritering som helt centrale elementer i fremtidens arbejdsmiljøorganisation.
Hvad betyder det for forsvaret?
Tilpasning til det enkelte tjenestested
Der var tidligere detaljerede krav til opbygningen af arbejdsmiljøorganisationen, mødefrekvenser m.v. Med de nye regler får tjenestestederne mulighed for, inden for nogle enkle rammer, at tilpasse arbejdsmiljøorganisationens struktur til virkeligheden.
Tjenestesteder med 1 - 9 ansatte
Har ikke pligt til at oprette arbejdsmiljøorganisation, men arbejdsgiveren skal sørge for, at samarbejdet om sikkerhed og sundhed kan finde sted.
Tjenestesteder med 10 – 34 ansatte
Skal etablere arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau, nemlig en eller flere arbejdsmiljøgrupper.
Tjenestesteder med over 34 ansatte
Skal etablere en arbejdsmiljøorganisation i 2 niveauer, nemlig arbejdsmiljøgrupper og arbejdsmiljøudvalg.
Organisering
Organiseringen på tjenestestedet skal ske i samarbejde med ledere, medarbejdere eller deres repræsentanter. Det betyder, at tjenestestedet selv skal tage stilling til, hvordan arbejdsmiljøorganisationen skal bygges op, og hvor mange medlemmer den skal have. Det betyder i al sin enkelthed, at arbejdsmiljøorganisationen skal have medlemmer nok til at varetage sine opgaver tilfredsstillende, når der tages hensyn til tjenestestedets ledelsesstruktur og øvrige forhold som for eksempel geografi, antal medarbejdere og arbejdsmiljøopgaver.
Det er forventningen, at der på den måde vil ske en øget ledelsesmæssig prioritering af arbejdsmiljøet.
Den nye lov åbner også mulighed for, at flere tjenestesteder kan etablere en fælles arbejdsmiljøorganisation.
Årlig arbejdsmiljødrøftelse
Den nye lov indebærer også, at der sker en væsentlig forenkling af kravene til, hvordan samarbejdet skal foregå. Fremover skal man på tjenestestederne drøfte, hvordan man vil tilrettelægge samarbejdet for det kommende år på en årlig arbejdsmiljødrøftelse. Ledere og medarbejdere skal her i fællesskab bl.a. tage stilling til, hvilke arbejdsmiljøopgaver der er på tjenestestedet, og hvordan de kan tilrettelægge deres samarbejde om at løse opgaverne bedst muligt gennem året. De kan for eksempel beslutte, hvornår og hvordan de skal mødes, og hvordan den interne kommunikation i arbejdsmiljøorganisationen skal foregå.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse er omdrejningspunktet i den nye fleksible arbejdsmiljøorganisation. Den giver arbejdsgivere og medarbejdere mere indflydelse, ansvar og frihed, når de skal tilrettelægge tjenestestedets arbejdsmiljøarbejde. Det vil hjælpe med til, at arbejdsmiljøet bliver en del af tjenestestedets strategiske ledelse og daglige drift.
Arbejdsmiljøuddannelse
Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse forkortes fra 5 til 3 dage og skal
gennemføres indenfor 3 måneder efter valg/udpegning til en arbejdsmiljøgruppe.
Herefter skal der indenfor de følgende 9 måneder tilbydes 2 dages supplerende uddannelse og mindst 1½ dag’ efteruddannelse hvert efterfølgende år.
Dette er minimumskrav, men forsvaret har længe haft tradition for supplerende arbejdsmiljøkurser. Disse kurser en placeret ved Forsvarets Center for Arbejdsmiljø. Du finder kursuskataloget på FIIN/KFI/arbejdsmiljøportal.
Vil du vide mere?
Læs Arbejdstilsynet’s bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed.
Nr. 1181 af 15. oktober 2010 på www.at.dk /regler/bekendtgørelser som angiver de overordnede regler på området.
Du finder en mere specifik beskrivelse af reglerne i forsvaret på: FIIN/FKO/forvaltningsgrundlag vælg:FKODIR 061-1.
Jørgen Foller marts 2011




